Læserbrev af Iben Lehmann Rasmussen (SF), Kolding/2. viceborgmester.
Christiansfeld er altid et besøg værd. Men noget helt særligt sker, når byen danner ramme om vinfestivalen.
Her kan man smage vin fra en lang række leverandører, nyde et godt måltid mad og opleve den særlige stemning, der opstår, når mennesker mødes omkring gode oplevelser, god musik – og måske et glas, der gør samtalen en lille smule lettere.
Byen er smuk, historien er helt særlig, og rammerne kunne næsten ikke være bedre. Men det, der gør størst indtryk, er menneskene.
Dem, der bor her. Dem, der kommer på besøg. Og alle dem, der på den ene eller anden måde bidrager til at gøre festivalen til det, den er.
I år deltog mere end 700 mennesker i Felderløbet. Det er ny rekord. Nogle gik, nogle løb, og andre cyklede. Fælles for dem alle var lysten til at være med og skabe noget sammen.
Det samme gælder de omkring 300 frivillige, styregruppen, foreningerne, sponsorerne og samarbejdspartnerne, som gør vinfestivalen mulig.
For en festival som denne opstår ikke af sig selv.
300 frivillige i en by på Christiansfelds størrelse er ikke bare imponerende. Det fortæller noget om, hvor stærkt fællesskabet er her, og om viljen til at tage ansvar og løfte i flok.
Styregruppen har lagt utallige timer bag kulisserne med engagement, ansvarlighed og en tydelig kærlighed til Christiansfeld.
Christiansfeld er UNESCO-verdensarv, smukke bygninger, stolte håndværkstraditioner og en enestående historie.
Men det er også en levende by, hvor nye traditioner opstår, og hvor fællesskabet hele tiden får nyt liv.
Det fortjener ikke bare vores tak. Det fortjener også vores opbakning.
