Læserbrev af Iben Lehmann Rasmussen (SF), Kolding/formand for Børn, Skole og Familie.
PISA-resultaterne er alvorlige. Børnene skal lære mere. De skal kunne læse, skrive og regne, have solide kundskaber og kunne holde fast, også når noget er svært. Men måske skal vi politikere denne gang begynde et andet sted end med den næste hurtige løsning. For den folkeskole, vi ser i dag, er ikke opstået i går.
Den bærer mange års politiske prioriteringer med sig. Folkeskolereformen i 2013. Ændrede vilkår for lærernes arbejde. År med økonomisk pres. En hastig digitalisering med BYOD og digitale læremidler, mens fysiske bøger og materialer mange steder fyldte mindre. Og så kom corona og vendte op og ned på børn og unges skoleliv.
Det er ikke min forklaring på PISA-resultaterne. Så enkelt er det ikke.
Men vi skal turde se på de valg, vi har truffet, og spørge, hvad de faktisk gjorde ved skolen. Ikke for at placere skyld, men fordi vi ikke bliver klogere, hvis vi kun reagerer på det seneste symptom.
Lærere, pædagoger og deres organisationer har ikke været tavse. De har gennem årene advaret, når reformer, nye krav, arbejdsvilkår, økonomisk pres eller digitalisering efter deres vurdering gjorde det sværere at lykkes med børnene.
De har ikke nødvendigvis haft svaret på alt. Men vi politikere bør spørge os selv, om vi har været lige så gode til at lytte til lærere og pædagoger omkring børnene, som vi har været til at finde på nye løsninger.
Måske skal vi denne gang invitere dem ind, mens vi stadig forsøger at forstå problemet. Det gælder også skærmdebatten.
Et mobilforbud kan være fornuftigt. Men det klinger hult, hvis vi samtidig beder eleverne lægge mobilen væk og åbne en computer med adgang til hele internettet og en digital verden, der konstant konkurrerer om deres opmærksomhed.
Hvis vi mener det alvorligt med koncentration og fordybelse, skal vi diskutere skolens samlede digitalisering. Hvornår gør teknologien undervisningen bedre? Hvornår står den i vejen? Og har skolerne bøgerne, materialerne og alternativerne til faktisk at vælge skærmen fra?
For SF handler god skolepolitik ikke om at fortælle lærerne og pædagogerne, hvordan de skal gøre deres arbejde. Vores ansvar er at skabe rammerne, der gør det muligt at lykkes.
Og her betyder tid noget.
Tid til at forberede god undervisning. Til fagligt samarbejde. Til barnet, der begynder at få det svært. Til at læse en hel bog, kæmpe med et regnestykke, eksperimentere, øve sig, fejle og prøve igen.
Men tid er ikke et mål i sig selv. Undervisning er ikke underholdning. Alt skal ikke være sjovt hele tiden. At lære noget kræver kundskaber, koncentration, gentagelse og vedholdenhed. Børn skal også opleve, at noget kan være svært – og glæden ved at opdage, at de alligevel kan.
derfor hænger faglighed, nysgerrighed, fællesskab og gode rammer sammen.
Det princip skal også gælde i Kolding.
Før vi beslutter, hvad vores skoler skal gøre anderledes efter PISA, skal vi lytte til lærere og pædagoger omkring børnene, skolelederne, forældrene og børnene selv. Hvad hjælper? Hvad spænder ben? Hvad tager tid fra det vigtigste? Hvor lykkes vi allerede? Og hvad skal vi politikere måske selv gøre anderledes?
Ikke som en høring, når vi allerede har besluttet os. Men mens vi stadig er villige til at blive klogere.
For SF er folkeskolen et af vores vigtigste fællesskaber. Her skal børn både mødes af høje faglige forventninger og opleve, at der er plads til dem. De skal lære mere. Og de skal få lyst til at vide mere.
Det kræver faglighed, stærke fællesskaber, ordentlige rammer – og tid til det vigtigste.
