De største Queen-hits kommer til Kolding til november. Det britiske tribute-show Majesty spiller på Væveriet 18. november som en del af en Danmarksturné i syv byer.
KOLDING: Bohemian Rhapsody, We Will Rock You og de store stadionhymner kommer til at runge i Kolding, når det britiske Queen-show Majesty kommer til Væveriet i Kolding den 18. november klokken 20.
Koncerten er en del af The Best of Queen – The Greatest Hits Tour, hvor Majesty på ni dage spiller syv koncerter på tværs af Danmark. Det oplyser Klar Event i en pressemeddelelse.
Finalist som Freddie Mercury
I front står den britiske sanger, musiker og skuespiller Rob Lea, der nåede finalen i ITV-programmet Starstruck med sin fortolkning af Freddie Mercury. Her modtog han stor ros af blandt andre Adam Lambert.
Majesty er et af Europas mest etablerede Queen-tribute-shows og har turneret i mere end ti år i Storbritannien og internationalt.
Fra tidlige mesterværker til stadionhymner
The Best of Queen – The Greatest Hits Tour er bygget op omkring højdepunkterne fra Queens karriere – fra de tidlige mesterværker som Bohemian Rhapsody til de store stadionøjeblikke og rockhymner, som generation efter generation synger med på.
Bandet er kendt for energifyldte koncerter, musikalsk topklasse og en markant fortolkning af Freddie Mercury leveret af Rob Lea. Med lyd, lys og et teatralsk sceneshow genskaber Majesty Queen-stemningen i en liveproduktion skabt til både dedikerede fans og nye generationer.
