Læserbrev af Iben Lehmann Rasmussen (SF), Kolding/2. viceborgmester.
Hvordan kan vi på den ene side bruge millioner på stadion, veje og bygninger og på den anden side tale om, at der skal prioriteres i velfærden?
Det er et helt rimeligt spørgsmål.
Det kan være fristende at gøre kommunal økonomi meget enkel: Hvis der er råd til det ene, må der vel også være råd til det andet. Men kommunekassen er ikke én stor åben pengekasse, hvor vi frit kan flytte pengene fra det ene til det andet.
Kommunernes økonomi er underlagt stramme nationale rammer. Og her bliver service og anlæg styret hver for sig.
Service er blandt andet løn og den løbende drift af vores dagtilbud, skoler, ældrepleje og sociale tilbud. Anlæg er fx bygninger, renoveringer, cykelstier og veje – og ja, også et stadion.
Politisk kan vi vælge at lade være med at gennemføre et anlægsprojekt. Og politisk skal vi prioritere mellem anlægsprojekterne.
Men hvis vi sparer 10 mio. kr. på et anlægsprojekt, betyder det ikke, at vi dermed får mulighed for at bruge 10 mio. kr. ekstra på pædagoger, lærere eller SOSU’er.
De løbende udgifter til velfærd tæller på kommunernes serviceramme. Der er et loft for, hvor meget kommunerne samlet kan bruge på service, og hvis kommunerne samlet overskrider den aftalte ramme, risikerer kommunerne økonomiske sanktioner. Samtidig er der en særskilt ramme for kommunernes anlægsudgifter.
Som SF’er kan jeg sagtens finde anlægsprojekter, jeg hellere ville bytte til flere mennesker omkring børn, ældre og udsatte.
Men sådan fungerer den kommunale økonomi ikke. Og den diskussion bliver bedre, hvis vi er ærlige om, hvordan kommunens økonomi faktisk fungerer.
