Kolding skal have en ingeniøruddannelse. Det var det centrale budskab, da SF-formand Pia Olsen Dyhr besøgte Alfa Laval i Kolding – en af byens største arbejdspladser med over 800 ansatte.
KOLDING: Alfa Laval i Kolding efterspørger ingeniører. Det var et centralt budskab, da SF-formand Pia Olsen Dyhr besøgte virksomheden sammen med folketingsmedlem Karina Lorentzen (SF), borgmester Jacob Ville (V) og byrådsmedlem Iben Lehmann Rasmussen (SF).
800 ansatte og behov for specialister
Alfa Laval er en af Koldings største arbejdspladser med over 800 medarbejdere og globalt center for udvikling og produktion. Virksomheden oplever behov for højt specialiserede kompetencer, og derfor var en kommende ingeniøruddannelse i Kolding på dagsordenen under besøget.
Borgmester Jacob Ville og byrådsmedlem Iben Lehmann Rasmussen har længe arbejdet for at få Folketinget til at give hjemmel til en ingeniøruddannelse i Kolding. Derfor havde folketingsmedlem Karina Lorentzen inviteret økonomiminister Pia Olsen Dyhr til byen for at høre om behovet direkte fra virksomheden.
Skal fastholde kompetencer i Trekantområdet
“Når en virksomhed som Alfa Laval fortæller os, at de har brug for flere ingeniører, så er det et meget konkret billede på den udfordring, vi står med. Kolding og Trekantområdet har stærke virksomheder og mange attraktive arbejdspladser. Derfor skal vi også sikre, at uddannelsesmulighederne følger med, så vi kan fastholde og tiltrække de kompetencer, der skal drive udviklingen de kommende år”, siger Iben Lehmann Rasmussen i en pressemeddelelse.
Hun ser samtidig muligheder i et tættere samarbejde mellem uddannelser og erhvervsliv.
Uddannelse skal binde unge og virksomheder sammen
Folketingsmedlem Karina Lorentzen siger:
“Vi har stærke virksomheder og et stærkt erhvervsliv i Kolding. Nu skal vi sørge for, at de unge også kan tage de uddannelser, der fører direkte ind i de spændende job, der findes her. En ingeniøruddannelse i Kolding kan blive et vigtigt bindeled mellem de unge, SDU og virksomhederne”.
To nye uddannelser fra 2028
Kolding Kommune og SDU arbejder aktuelt for, at der fra 2028 kan udbydes to engelsksprogede ingeniøruddannelser i Kolding.
“Det er positivt, at Pia Olsen Dyhr kom til Kolding og hørte direkte fra virksomhederne, hvad de har brug for. Hvis vi vil skabe vækst og udvikling i hele Syddanmark, skal uddannelserne følge med. Derfor kæmper jeg for, at ingeniøruddannelserne kommer til Kolding”, slutter Karina Lorentzen.


