Læserbrev af Lis Ravn Ebbesen (SF), Kolding/formand for partiforeningen SF Kolding.
Jonas Kallan Langvad (V) og Mette Riis (S) skriver, at vores fritidsklubber fortjener tillid. Det er vi i SF helt enige i.
Kolding har et stærkt foreningsliv og mange engagerede frivillige, som hver eneste dag skaber aktiviteter, relationer og fællesskaber for børn og unge. Det skal vi både anerkende, værne om og have tillid til.
Men tillid kan ikke stå alene som politisk svar på spørgsmålet om kvalitet i vores fritidstilbud.
For børn er forskellige. Nogle finder selv vej ind i fællesskaberne og trives rigtig godt i de tilbud, der findes. Andre gør ikke. Og når vi samtidig ved, at en del børn og unge kæmper med mistrivsel, ensomhed eller andre udfordringer, har vi som politikere et ansvar for også at interessere os for, om vores tilbud kan rumme dem.
Det handler ikke om mistillid til foreningerne. Og det handler heller ikke om at fylde deres tid med kontrolskemaer og unødigt bureaukrati.
Det handler om kvalitet.
Om der er voksne nok. Om der er den nødvendige pædagogiske faglighed. Om den unge, der står lidt på kanten af fællesskabet, bliver set og hjulpet ind. Og om vores tilbud også kan rumme de børn, som har brug for lidt mere.
Det er egentlig interessant, at den erkendelse også præger den nationale politik.
Regeringen, som består af Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og Radikale Venstre, vil blandt andet lade minimumsnormeringerne følge børnene helt frem til den reelle skolestart og styrke SFO- og klubområdet med sociale normeringer, så der kan sættes ekstra ind dér, hvor behovet er størst.
Det bygger på en ganske enkel erkendelse: Antallet af voksne og deres faglighed betyder noget for kvaliteten.
Derfor undrer det mig, når Socialdemokratiet i Kolding sammen med Venstre fremstiller ønsket om at interessere sig mere for den pædagogiske kvalitet som et spørgsmål om mere kontrol og bureaukrati.
Det er en falsk modsætning.
Vi kan sagtens have stor tillid til de mennesker, der hver dag gør en indsats for vores børn og unge, og samtidig have politiske ambitioner for kvaliteten af de tilbud, vi som kommune stiller til rådighed og bruger penge på.
Faktisk mener jeg, at vi skylder både børnene, forældrene, de frivillige og medarbejderne at vide mere om, hvad der virker, lære af de steder, der lykkes rigtig godt, og være nysgerrige på, hvor der er behov for noget andet eller mere.
For SF handler det derfor ikke om kommunalt eller foreningsdrevet for enhver pris.
Det handler om børnene.
Alle børn skal have mulighed for at blive en del af stærke og trygge fællesskaber. Også dem, der ikke selv finder vej ind. Også dem, der mistrives. Og også dem, der har brug for en voksen med den faglighed og den tid, der skal til for at se dem.
Det kræver tillid.
Men nogle gange kræver det også flere voksne og pædagogisk faglighed.
