Læserbrev af Søren Rasmussen (DF), Kolding/medlem af Børne-, Skole- og Familieudvalget.
Incitamentsmodellen på skoleområdet skal give skolerne incitament – altså tilskynde de ”almindelige” folkeskoler til at beholde elever, der egentlig skulle have været i specialskole.
Der var megen debat og modstand, da forslaget om incitamentsmodellen blev fremlagt, men desværre blev den vedtaget alligevel.
Nu er modellen i høring. Jeg foreslog, at den skulle i offentlig høring, så alle berørte kan give deres mening til kende. Det bakkede et enigt udvalg op om. På kolding.dk kan man derfor under ”Høringer” finde ”Tildelingsmodellen” og komme med sit synspunkt.
Når man har et eller flere børn, der ikke visiteres til det skoletilbud, de har behov for, men i stedet ”lige” bliver tvunget til at prøve det ene og det andet, alt imens barnet får det stadig dårligere og til sidst måske slet ikke vil i skole mere, så er der sjældent overskud til indsigelser og protester. Det er fuldt forståeligt. Men hvis man har erfaring med modellens konsekvenser, håber jeg alligevel, at man vil prøve at lave et høringssvar – eventuelt med hjælp fra familie og venner.
I Kolding Kommune taler vi meget om ”det fælles skolevæsen”. For mig er det vigtigt, at vi også er fælles om ansvaret for de børn og unge, der har særlige behov. Det gælder også økonomisk.
Her skal incitamenter, tilskyndelser og pres ikke være afgørende. Det skal det enkelte barns behov være – helt enkelt.
