Kolding Kommune går otte pladser frem i Dansk Industris måling af lokal erhvervsvenlighed. Det glæder både kommune og erhvervsliv – men en 33.-plads er ikke målet. Kolding vil være Syddanmarks bedste erhvervskommune.
Kolding: Kolding er på vej frem som erhvervskommune.
I Dansk Industris årlige måling rykker kommunen fra nummer 41 til nummer 33. Det er den bedste placering i flere år, og fremgangen kommer især på to områder.
Dialogen trækker op
Virksomhedernes vurdering af dialogen med kommunen er rykket markant – fra en 60.-plads til en 33.-plads. På kommunal administration går Kolding fra nummer 40 til nummer 20.
Fremgangen kommer efter et forår med to store stormøder, hvor Kolding Kommune og Business Kolding har samlet erhvervslivet.
-Det er en rigtig god nyhed, og jeg ser det som en bekræftelse på, at vi er på rette vej. Vi har sat erhvervslivet højt på dagsordenen og styrket dialogen markant, siger borgmester Jakob Ville (V) i en pressemeddelelse.
Hos Business Kolding deler man optimismen.
-Kolding skal være Syddanmarks stærkeste erhvervskommune. Den nye måling viser, at vi er på rette vej. Nu skal vi investere i fremtiden, så vi skaber vækst og arbejdspladser, fortæller administrerende direktør Morten Bjørn Hansen.
Næsten 1.100 virksomheder har svaret
For at blive endnu bedre har Kolding Kommune og Business Kolding hen over sommeren spurgt virksomhederne direkte.
Næsten 1.100 virksomheder har svaret på en stor undersøgelse om myndighedsservice, Jobcenter og erhvervsservice. Resultaterne lander i efteråret.
-Vi skal ikke gætte på, hvad virksomhederne har brug for. Vi skal spørge dem og handle på svarene – også når de fortæller os noget, vi skal gøre bedre, siger Jakob Ville.
Trafik og arbejdskraft trækker ned
Målingen peger også på klare udfordringer.
På infrastruktur og transport falder Kolding. På mobilitet ligger kommunen helt nede som nummer 80. Det skyldes især Vejdirektoratets store udbygning af E20/E45, som har givet kø og dårlig fremkommelighed. Kommunen er i dialog med Vejdirektoratet om løsninger.
Også rekruttering af kvalificeret arbejdskraft er en udfordring i et marked med rekordlav ledighed.
Kolding Kommune har afsat penge til et nyt Velkomsthus og initiativer for at tiltrække internationale medarbejdere.
-Vi lægger ikke skjul på de områder, hvor det går skidt. Både mobilitet og arbejdskraft skal vi holde trykket på, slutter borgmesteren.
