Politiets store aktion ved Riberdyb og Brostræde skyldtes overfald på Holmsminde. Politiet vurderer det som internt opgør.
KOLDING: En 49-årig mand er kørt til sygehuset med alvorlige skader efter et overfald på Holmsminde i Kolding lørdag eftermiddag.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en opdatering.
Politiet modtog klokken 16.12 en anmeldelse om overfaldet på Holmsminde i Kolding.
Kort tid efter anholdt patruljer en formodet gerningsmand, en 30-årig mand, på Brostræde. Det var baggrunden for den store politiaktion, der tidligere på aftenen var omkring Riberdyb og Brostræde.
-Vi er fortsat til stede i området omkring Holmsminde, oplyser Sydøstjyllands Politi.
Politiet vurderer overfaldet som et internt opgør, og at der ikke er fare for øvrige borgere i området.
Det er lørdag aften endnu ikke besluttet om den 30-årige mand skal fremstilles i grundlovsforhør.
Hvis man har været vidne til overfaldet, anmoder politiet om, at man ringer til 114 med sine oplysninger.













