Tusindvis har været gennem KIF Gymnastik & Spring i 75 år. Lørdag blev jubilæet fejret med fællesskab, bevægelse og opvisninger i Sydbank Arena.
KOLDING: KIF Gymnastik & Spring fejrede lørdag sit 75 års jubilæum i Sydbank Arena i Kolding.
Alle var inviteret til en dag fyldt med fællesskab, bevægelse og gymnastikglæde.
I 75 år har foreningen været en vigtig del af foreningslivet i Kolding. Gennem generationer har tusindvis af børn, unge og voksne været en del af fællesskabet.
Fra pigegymnastik til hele familien
Formand for KIF Gymnastik & Spring, Lars Thomhav, fortæller til Kolding Netavis, hvordan foreningen har udviklet sig markant:
-På 75 år har vi udviklet os fra en ren pigegymnastikforening til at inkorporere hele familier, siger han og fortsætter:
-I stedet for at det kun var pigerne, der gik til gymnastik til at starte med, så kom den første sammenslutning sammen med en drengegymnastikforening, så det blev fælles, siger Lars Thomhav.
I dag har foreningen gymnaster fra 0 år og op efter.
-Vi har tilpasset os på den måde, at vi har, også som formand for Fritids- & Idrætsudvalget, Jonas Kallan Langvad (V) nævnte i sin tale, at vi har parkour og vi har yoga og alt det her, siger formanden.
Foreningen har også forsøgt at skabe hold til de unge voksne, når de kommer hjem fra efterskole.
-Der har vi vores aftermix hold. Det er en af de ting, vi har gjort for at skabe noget for alle i foreningen, forklarer Lars Thomhav.
Og gymnasterne vil gerne have noget at arbejde frem mod.
-Og så vil de gerne have noget at arbejde frem mod vores gymnaster, så de bliver bedre og bedre. Og der har vi så også lavet et hold, der hedder KIF Ultra. Det er et udtalelseshold, som er fra der, hvor det bliver rigtig springhold, det vil sige fra cirka 3. klasse og så opefter, fortæller Lars Thomhav.
Frivilligheden er en bedrift
Er det i sig selv en bedrift at drive en gymnastikforening i 75 år?
-Ja, det er det. Det er en stor bedrift, fordi der ligger sindssygt mange frivillige timer i det her. Og det er jo ikke kun for os som bestyrelse. Det handler jo også for alle de frivillige, som er i foreningen. Og vi kan bare se, at frivilligheden er stor, men den er dalende. Det bliver sværere og sværere at få flere frivillige ind, fortæller Lars Thomhav.
-Så vi kæmper og leder med lys og lygte. Og heldigvis så kommer de, men der skal kæmpes mere for de frivillige, tilføjer formanden.
Ser lyst på fremtiden
Hvordan ser han så fremtiden?
-Jeg ser den lys, fordi vi arbejder rigtig meget på vores yngre gymnaster. På at få fællesskabet ind sammen med dem og få dem til at blive instruktører. Så vi har rigtig mange unge instruktører, siger Lars Thomhav.
Den fornemmeste opgave bliver at holde fast i dem.
-Så bliver vores fornemmeste opgave at holde fast i dem, så de er med, når de også bliver voksne. Vi har flere her i dag, som har været unge instruktører. Og så selvom de bliver 18, 20, 25 år, så er de stadigvæk instruktører, forklarer han.
-Udfordringen er, at de flytter til andre byer, fordi de skal læse. Men nogen kommer tilbage, og så går de i gang igen, siger Lars Thomhav.
Under jubilæumsreceptionen holdt Jonas Kallan Langvad (V), formand for Fritids- & Idrætsudvalget, tale.
Foreningens mindre hold var i aktivitet i formiddagstimerne, mens eftermiddagen bød på workshops og opvisninger fra de større spring- og gymnastikhold. Der var desuden mulighed for at opleve blandt andet yoga, motionsgymnastik og parkour.
Det var til stor glæde for de fremmødte.
Se billederne øverst i artiklen…



















