Læserbrev af Kalle Busch, Kolding.
Jeg har haft mange arbejdspladser gennem et langt liv. Jeg trådte ind på arbejdsmarkedet i skyggen af den første oliekrise i 70’erne, og som ufaglært stod jeg altid først for, når der var nedgang i beskæftigelsen. Det var der tit. Jeg var aldrig i tvivl om at jeg ønskede mig en arbejdsplads med overenskomst og valgte tillidsfolk. Så kunne jeg passe mit arbejde og skabe værdi, mens mine tillidsfolk og mine chefer tog sig af min families indkomst, min sikkerhed og at jeg kom sikkert hjem.
Den danske model, når den er bedst. er en model, hvor balancen mellem lønmodtager og arbejdsgiver ikke afhænger af held, men af fælles aftaler. Den danske model har skabt mindre ulighed – uden at forhindre driftige mennesker i at blive rige.
Langsomt ændrede noget sig. Vi lønmodtagere blev rigere, og fokus gled fra vi til mig. Sammenhold blev til egoisme. Samtidig begyndte nogle at kalde fællesskab for tvang. Når vi på en arbejdsplads havde valgt, at SID &r Dansk Metal skulle repræsentere os, så var det tvang. Det var det ikke, det var os, der valgte.
Ud af den udvikling voksede der alternativer, som efter min mening ikke styrker fællesskabet. Krifa og Det Faglige Hus tilbyder måske en billig indgangsbillet, men de bidrager ikke til det solidariske arbejde, som rigtige fagforeninger har bygget op gennem generationer. De står uden for det fællesskab, der har skabt vores løn, vores sikkerhed og vores rettigheder – og uden det medlemsdemokrati, hvor almindelige mennesker faktisk kan få indflydelse.
Jeg havde grunde til at beholde mit medlemskab, da jeg forlod arbejdsmarkedet. Jeg fortsatte som medlem af fællesskabet i 3F – 77,50 pr.md. men med samme værdi: solidaritet, demokrati og sammenhold. Og det medlemskab har vist sig at betyde mere, end jeg havde forestillet mig.
For i 2022 mistede jeg min hustru. Hele min verden blev slået ud af kurs. Jeg stod dér uden mit faste holdepunkt, uden den hånd, jeg plejede at række ud efter.
I det tomrum blev fællesskabet i Faglige Seniorer en støtte. Et sted hvor nogen så mig, hvor jeg kunne en del af noget, og hvor jeg ikke stod helt alene. I en alder af 66 blev fagforeningen igen det holdepunkt, der fik mig på sporet – ud af ensomheden og ind i fællesskabet.
Og nu, hvor jeg sidder i mit livs efterår, kan jeg ærligt skrive til jer:
• Den danske model er værd at forsvare.
• Fællesskabet i foreninger – især fagforeninger – er en styrke, ikke en byrde.
• Demokratiet i de overenskomstbærende fagforeninger er en hjørnesten i vores samfund.
• Manglen på medlemsdemokrati i de gule alternativer er ikke et lille problem – det er et demokratisk tab.
• Og vi seniorer skal ikke sidde alene derhjemme. Vi skal ud, ses, høres, grine, diskutere og være en del af noget større. Fællesskab er ikke kun for de unge. Det er for alle, der vil livet.
Så lad os bruge 1. maj til at minde hinanden om, hvad vi kommer af, og hvad vi står på skuldrene af. Og lad os gå herfra med løftet om, at fællesskab stadig betyder noget.
God 1. maj.
