24 hold og 355 deltagere var samlet i Borchs Gård lørdag til årets Stafet For Livet.
KOLDING: Lørdag løb årets Stafet For Livet af stablen i Borchs Gård i Kolding.
24 hold med i alt 355 deltagere var med til at sætte fokus på kræftsagen – trods fire timers regn.
Regnen ødelagde ikke humøret, fællesskabet og lysten til at gå runder, fortalte formand Carsten Hansen inden afslutningen lørdag aften.
Dagen startede med åbningsceremoni, hvor Fightere i gule t-shirts gik den første runde, efterfulgt af pårørende og holddeltagere. Herefter blev stafetten sat i gang.
Sidst på aftenen samledes alle til lysceremonien “Tænd et lys”, hvor man mindedes dem, der har mistet kampen til kræft. Sangkoret SoLong afsluttede dagen med sang.
På grund af regnen var lysposerne stillet op i INFO-teltet, så de fine hilsner ikke blev ødelagt og poserne ikke faldt sammen.
Der blev indsamlet godt 200.000 kroner via deltagergebyrer, donationer og “Tænd et lys”. Det fremgår af Stafet For Livets oplysninger på cancer.dk.
Stafet For Livet er både indsamling og oplysningskampagne med nøgleordene fællesskab, oplysning og indsamling til kampen mod kræft.









