Skip to main content

Kolding Netavis

Enigt regionsråd bag kæmpebudget

Elo Christoffersen
Et enigt regionsråd står bag budget 2027 i Region Syddanmark. Foto: Maria Tuxen Hedegaard.

Alle ni partier og en løsgænger står bag Region Syddanmarks budget for 2027 på 35,1 mia. kr. Budgettet skal gøre sundhedsreformen til virkelighed.

REGION SYDDANMARK: Der er fuld enighed om næste års budget i Region Syddanmark.

Torsdag aften har alle ni partier samt løsgænger Cecilie Liv Hansen indgået forlig om budgettet for 2027. Det samlede driftsbudget lyder på 35,1 milliarder kroner. Det oplyser Region Syddanmark i en pressemeddelelse.

Med budgettet er de økonomiske forudsætninger for at realisere sundhedsreformen på plads, lyder det fra regionen. Fra 2027 er reformen ikke længere en plan, men virkelighed.

40 mio. kr. til børn og unge i psykiatrien

En hovedprioritet er at nedbringe de lange ventetider i børne- og ungdomspsykiatrien.

Der afsættes 40 mio. kr. til samarbejdsaftaler med kommunerne om familie- og individuelt tilrettelagte indsatser, så børn, unge og familier kan få hjælp tæt på, mens de venter på udredning.

Derudover afsættes 4 mio. kr. til initiativer fra regionens nye børne- og ungepolitik.

Mio. til fødsler og fertilitet

Budgettet styrker også tilbud til kvinder og familier. Der afsættes yderligere 4 mio. kr. til efterfødselstilbud, og der igangsættes en fertilitetsplan med fokus på forebyggelse og behandling hos speciallæger.

Historisk udbygning af speciallæger

Der sker en historisk stor udbygning af speciallægepraksis. Foreløbig er der afsat knap 30 mio. kr. til nye ydernumre. Det skal sikre lettere adgang til speciallæge og bane vej for den kommende ventetidsgaranti.

Stærkt OUH og bedre trivsel

Odense Universitetshospital får godt 14 mio. kr. til blandt andet neonatal intensiv og kræftbehandling.

Derudover afsættes 13 mio. kr. ekstra til medarbejdertrivsel og arbejdsmiljø – blandt andet til at tage imod omkring 1000 nye medarbejdere fra kommunerne, der overgår til regionen 1. januar som del af reformen.

Regionsrådsformand Bo Libergren (V) siger:

-Jeg er stolt over, at det igen er lykkedes os at indgå et budgetforlig, som alle 9 partier og løsgængeren står bag. I 2027 er sundhedsreformen ikke længere en plan for fremtiden, men den virkelighed vi skal have til at lykkes.

Budgettet vedtages formelt 28. september. Bag forliget står V, S, DF, SF, C, Danmarksdemokraterne, LA, Ø, RV og Cecilie Liv Hansen.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.