Hvad skal der til for at skabe stærke fællesskaber i Kolding? Det spørgsmål stiller Nicolai Kultur til gratis festival med Clement Kjersgaard 19. september.
KOLDING: Nicolai Kultur i Kolding inviterer hele byen til gratis festival om kreativitet og fællesskab.
Lørdag den 19. september fra klokken 10 til 16 bliver Nicolai Kulturcenter fyldt med workshops, kunst, musik, samtaler og markeder. Festivalen hedder Kolding Tråden.
Her skal man ikke bare kigge på. Man kan selv være med, skabe noget og møde nogle af de mange mennesker, der får Koldings kreative fællesskaber til at leve.
Festivalen markerer samtidig afslutningen på det fireårige projekt Hånd & Ånd. Siden 2022 har Nicolai Kultur med støtte fra Nordea-fonden undersøgt, hvordan håndværk, kreativitet og frivillighed kan skabe nye fællesskaber.
Clement Kjersgaard tager fat på frivillighed
Et af dagens højdepunkter er debatten om frivillighedens fremtid med Clement Kjersgaard.
Hans opgave er ikke at finde de nemme svar, men at udfordre panelet og publikum og undersøge både mulighederne og faldgruberne, lyder det fra arrangørerne.
Hvad sker der, når frivilligheden forandrer sig? De unge vil gerne engagere sig, men måske på andre måder end tidligere.
Kulturinstitutioner og kommuner efterspørger frivillige, men hvornår er man medskaber – og hvornår bliver man bare en billig ressource?
Clement udforsker spørgsmålene sammen med politikere, forskere, kulturaktører, frivillige, unge og publikum i to debatrunder klokken 11-12 og 14-15.
Ny bog om kreativitet i Kolding
På festivalen lanceres også bogen Kolding Tråden – fra kreativitet til fællesskab. Bogen udspringer af Hånd & Ånd og fortæller om mennesker og initiativer, der får kreativiteten til at blomstre i Kolding.
Der bliver også mulighed for at opleve et foredrag om craft-psykologi. Det handler om, hvorfor det at skabe med hænderne kan have betydning for trivsel og følelsen af at høre til.
Kolding Tråden Festival er for alle – uanset alder og kreative evner. Der er gratis adgang, men der skal bestilles billet til dele af arrangementet på nicolaikultur.dk.
Festivalen foregår lørdag 19. september klokken 10-16 i Nicolai Kultur i Kolding.

