Skip to main content

Kolding Netavis

Unge håndværkere fortolker Wegners hus på Trapholt

Elo Christoffersen
Foto: Kenneth Stjernegaard/Trapholt.

Hans J. Wegner var 14 år, da han kom i snedkerlære. Nu bygger en ny generation af håndværkere hans parcelhus op inde i en udstillingssal på Trapholt.

KOLDING: Der er igen rejsegilde på Trapholt. Denne gang er det ikke museets store tilbygning, men unge håndværkere, der er i centrum. Det skriver Trapholt i en pressemeddelelse.

Elever fra HANSENBERG og EUC Syd er i fuld gang med at opføre en fuldmuret fortolkning af et parcelhus midt i en udstillingssal på Trapholt.

Huset er inspireret af Hans J. Wegners eget hus fra 1965, som han tegnede i samarbejde med arkitekterne Allan Jessen og Arne Karlsen.

Indendørs rejsegilde

Torsdag 17. september fejrer museet elevernes arbejde med et indendørs rejsegilde i udstillingssalen.

Byggeriet bliver en del af den kommende udstilling “Hans J. Wegner – Design med kroppen forrest”, når Trapholt genåbner 1. marts 2027 efter ombygning.

Wegner begyndte som lærling

Hans J. Wegner kom som 14-årig i lære hos snedkermester H.F. Stahlberg. Her lærte han håndværket fra bunden – en faglighed, der blev grundlaget for nogle af verdens mest kendte møbeldesigns.

Forbindelsen mellem design og håndværk er omdrejningspunktet for den kommende udstilling, fortæller kurator Kristian Roland Larsen:

-Hans J. Wegner havde kroppen og hænderne med i alt, hvad han lavede. For Wegner opstod de gode møbelidéer på værkstedet. Det fortæller os noget helt grundlæggende om et håndværk: Viden sidder ikke kun i hovedet, men også i hænderne, siger han.

Håndværket skal ikke bag glas

I udstillingen bliver elevernes hus et fysisk møde mellem Wegners designarv og nutidens håndværkere.

-Forskning viser, at gode læringsrum for erhvervsskoleelever opstår i mødet mellem konkrete arbejdsopgaver og den viden, de har med sig fra skolen. Vi oplever, hvordan et projekt som dette løfter de unge murere og tømreres faglige stolthed, siger museumsdirektør Karen Grøn.

Projektet er udviklet i samarbejde mellem Trapholt, HANSENBERG, EUC Syd og Skive College.

For eleverne er det en anderledes byggeplads. Deres arbejde skal ikke blot afleveres, men bliver en del af et museum og skal opleves af tusindvis af gæster i et autentisk og tidstypisk miljø.

Udstillingen er realiseret med støtte fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Augustinus Fonden, Ny Carlsbergfondet og William Demant Fonden.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.