Læserbrev af Kalle Busch, Kolding.
Så sluttede Hotel Romantik for denne gang, og om der kommer en ny sæson, ved vi ikke endnu?
Hvad vi derimod ved, er, at programmet har skubbet samtalen om kærlighed, dating – ja, sågar sex – blandt seniorer frem i lyset og gjort den helt legitim. Det er godt, ikke bare i kampen mod ensomhed, men også for forståelsen mellem generationer. For Hotel Romantik ses ikke kun af seniorer. DR’s seertal viser, at programmet har en bred aldersspredning – fra unge voksne til deciderede seniorer
Det er ingen overraskelse, at et dansk tv program, der følges af op imod 700.000 pr. afsnit, deler vandene.
Sådan er det også i år. Der er blevet sagt og skrevet, at værterne taler ned til deltagerne “som man taler til vuggestuebørn” – et citat fra Presselogen.
At Hotel Romantik overhovedet bliver et emne dér, er vel i sig selv et kvalitetsstempel på programmets aktualitet.
Om man er for eller imod tonen, emnet eller det faktum, at seniorer også har behov for kærlighed og tosomhed, er efter min mening mindre vigtigt. Det afgørende er, at vi tager debatten. For hånden på hjertet: Er der nogen pille, psykiater eller velmenende meningsdanner, der kan tilbyde et bedre middel mod et af vores største samfundsproblemer – ensomhed – end det at have en kæreste? Nej vel. Og så er det vel underordnet, om man er 15 eller 80?
Forskning viser, at ensomhed rammer særligt hårdt blandt seniorer, især når man har mistet en partner eller står alene efter mange års samliv. Følelsen af ikke længere at være “hel” kan være brutal. Derfor er det også ligegyldigt, om man finder tosomheden på det lokale værtshus, i bankforeningen, til “enkebal” eller på en datingside. Det vigtige er, som Sebastian synger: “Du er ikke alene.”
Jeg tænker at måske kan Hotel Romantik også lære os mænd noget. Vi har jo en vis tradition for at gemme følelserne så langt væk, at selv en hjernescanner ville give op.
Måske er tiden kommet til at flytte dem lidt længere frem i frontallappen, hvor de kan få luft – og måske endda blive brugt? Det virker i hvert fald for deltagerne, og det kunne måske også virke for andre.
Jeg husker, at jeg efter første afsnit sidste sæson sagde til mig selv: “Du ser næste afsnit, om ikke andet så for ikke at skælde dig selv ud for at være fordomsfuld. Men det bliver så også det sidste!”
Indrømmet: Jeg har set samtlige afsnit siden. For inde bag underholdningen, bag Joakim og Sofies tilgang, ligger der hver sæson menneskelige fortællinger, der går til hjertet og giver forståelse – ikke bare for deres liv, men også for mit eget.
Så hvis der kommer en ny sæson, sidder jeg der nok igen uge efter uge, for jeg kan bruge det jeg lærer af deltagerne til at komme ud blandt andre.
