Læserbrev af Kalle Busch, Kolding.
Dette er ikke et ideologisk indlæg. Det er et menneskeligt. Det handler om, hvad politiske beslutninger betyder, når de rammer virkelige mennesker i virkelige liv.
Jeg håber ikke at det fine plakat samarbejde mellem Lotte Rod og Christian Rabjerg Madsen, fører til regeringssamarbejde mellem de Radikale og Socialkammeraterne, vi burde have lært af historien, at det kommer der ikke meget godt ud af, efter min mening.
Sidst De Radikale sad i regering, blev der truffet beslutninger, som ramte min familie hårdt. Det er baggrunden for, at jeg i dag skriver dette indlæg.
Jeg vil særligt pege på to politiske tiltag: ændringen af efterlønsalderen og indførelsen af ressourceforløbsordningen. For mange er det måske abstrakte reformer. For os blev de livsforringende.
Min kone Ulla døde i september 2022. Hun fik sin første kræftdiagnose i 2014 — samme år som den daværende Thorning/Vestager regering lancerede loven om ressourceforløb. Dengang anede vi ikke, at netop den lov tre år senere skulle tage den sidste rest af håb fra hende.
I juni 2017, efter flere kræftforløb og gentagne diagnoser, blev Ulla taget ud af Standby ordningen og sendt på ressourceforløbsydelse. I praksis betød det, at hun gik fra at få udbetalt godt 13.000 kroner i sygedagpenge til godt 9.000 i ressourceforløbsydelse. For Ulla, et menneske, der allerede kæmpede for livet, blev økonomisk utryghed endnu en byrde oven i sygdommen.
Hvad det gør ved et menneske, skal man vist være Mette Frederiksen eller Margrethe Vestager for ikke at kunne se.
Og hvor var jeg i alt dette? Jeg var hendes mand. Jeg burde have været hjemme hos hende, passet hende, støttet hende, været der i hver eneste time. Det var også planen. Jeg havde indbetalt til efterlønsordningen fra dag 1, og kunne være gået på efterløn i 2016, da jeg fyldte 60. Men så kom ændringen af efterlønsalderen. Pludselig skulle jeg være 63. Endnu en beslutning, der ramte lige ned i vores liv, på det værst tænkelige tidspunkt.
To politiske tiltag. To personlige slag. Og en familie, der stod tilbage med konsekvenserne. Det fører mig frem til mit budskab: Hold for guds skyld De Radikale ude af regeringsindflydelse. Stem rødt den 24. marts — og med rødt mener jeg til venstre for midten. Og hvis du absolut vil stemme socialdemokratisk, så find en kandidat, der ved, hvilken side hjertet sidder i.
Jeg er helt enig i, at vi skal behandle flygtninge ordentligt. Men førsteprioritet må være at tage vare på danske borgere, syge såvel som raske, unge som ældre og mennesker i arbejde og dem uden.
Jeg har som vælger svært ved at se logikken i at placere De Radikale på den røde side af folketingssalen.
