Læserbrev af Kalle Busch, Kolding/sekretær i Faglige Seniorer (Kolding Lokalforening).
Hvis nogen har den opfattelse at vi som venner, familie eller forening ikke skal tage os af ”enkelte sociale tilfælde,” tager de efter min mening fejl og hvorfor jeg mener det kan du blive klogere på når du har læst det følgende.
Nylig talte jeg i telefon med et medlem, en ældre ”alenemand,” som satte tanker i gang hos mig. Han sagde stille: “Når man mister den ene i parforholdet, så visner venskaberne lige så stille væk. Børnene kommer sjældnere. Og til sidst sidder man dér alene.”
Jeg kender den følelse fra mig selv og jeg har hørt det ofte i de netværk, jeg har opbygget gennem højskoleophold og arbejdet med at etablere en lokalforening af Faglige Seniorer i Kolding.
Hvad er det, der sker med os, når vi bliver alene? For både mænd og kvinder gælder det, at hjemmet kan begynde at forfalde lidt. Rengøring og oprydning bliver udskudt. Spisebordet fyldes med ting, og pludselig er der kun én plads tilbage. Når ingen kommer på besøg, forsvinder gæstepladsen også. Og når gæstepladsen forsvinder, gør gæsterne det ofte også. Ikke af ond vilje – men måske fordi det bliver svært at træde ind i et liv, der er gået i stå.
Måske skulle vi, der opdager at tingene skrider, tage skyklapperne af – ikke på. Vi skal turde se forfaldet, men vælge at overse det og i stedet se mennesket, der i den grad har brug for vores forståelse og ikke vores misbilligelse. For bag et rodet spisebord, en støvet reol eller en lukket dør gemmer der sig ofte et menneske, der kæmper for at holde fast i livet, værdigheden og fællesskabet.
Tilbage til medlemmet. Han er ellers god til at komme ud. Han deltager i arrangementer hos både Faglige Seniorer og andre ældreorganisationer. “Det er hyggeligt de to-tre timer,” fortæller han. “Vi snakker godt sammen. Men når det er slut, går vi hver til sit. Og så er det hjem til de tomme stuer, hvor hun ikke venter mere.”
Det ramte mig hårdt. Men det blev værre. Han sagde: “Kalle… jeg kommer nok til at ligge tre måneder død, før nogen finder mig.”
Den sætning er skræmmende og trist men ikke til at overhøre.
Ifølge en undersøgelse foretaget for Ældre Sagen føler omkring 50.000 ældre sig alvorligt ensomme i Danmark. Og undersøgelser viser, at ældre mænd er særligt udsatte, især efter tab af ægtefælle. Det er ikke “enkeltstående tilfælde”. Det er virkelige mennesker, der rækker ud – ofte i stilhed.
Når et menneske rækker ud, har vi et ansvar for at række ud tilbage. Derfor må vores fællesskaber – også de frivillige – række ud over de to-tre timers arrangementer. Vi skal skabe relationer, der fører til venskaber, kaffeaftaler og besøg i hinandens hjem. Det er sådan, vi sammen finder vejen ud af ensomheden.
For hvis ikke vi tager os af de enkelte, mister vi det fællesskab, der gør os til mennesker.
