Læserbrev af Thomas Kramer (M), Kolding / byrådskandidat.
Og nej, det handler ikke om stadion og fodbold men derimod om det metaforiske bold, der triller rundt på Riberdyb og Holmsminde.
Nogle steder i Kolding er som små tidslommer – frosset fast mellem gode intentioner og manglende handling. Områderne ved Holmsminde og Riberdyb er desværre to af dem. Når man går gennem området i dag, er det svært ikke at føle, at tiden har stået stille siden 1998, hvor jeg flyttede til byen og bosatte mig i ungdomsboligerne på Kongebrogade. De samme parkeringspladser, den samme asfalt, det samme tomrum mellem bymidten og havnen.
I mellemtiden har andre byer formået at skabe levende, grønne byrum med caféer, kultur og plads til mennesker – ikke kun biler. I Kolding har vi talt om det, tegnet det, planlagt det, men alligevel ender det hele igen og igen i skuffer, arbejdsgrupper og rapporter. Det paradoksale er, at området nok er en hver byudviklers drøm med plads og et kæmpe stykke af Kolding å – og nu er området allerede er klargjort: rør, el og infrastruktur ligger klar som et usynligt fundament under jorden, efter et af de mange skrinlagte projekter. Bolden ligger med andre ord lige til højrebenet – og alligevel er vi i gang med at spille klumpspil.
Hvorfor er det så svært at turde gribe muligheden? Kolding har brug for at vise, at vi kan tænke og handle visionært – ikke kun i ord, men i handling. Holmsminde og Riberdyb burde for længst have været forvandlet til et grønt og rekreativt område med boliger i og til alle klasser, der binder midtbyen sammen med havnen og livet omkring Slotssøen. Et sted, hvor mennesker mødes, hvor børn leger, og hvor man kan mærke byens puls uden at skulle stå mellem parkerede biler.
Tænk, hvis området blev et naturligt samlingspunkt – med træer, opholdspladser, små caféer og byliv, der spejler sig i vandet. Et sted, hvor kultur, natur og handel mødes i øjenhøjde. Kolding kunne skabe en bykerne, hvor fortidens parkeringsarealer blev fremtidens grønne hjerte.
Men tiden løber. For hver måned der går uden beslutninger, taber vi lidt mere momentum og troværdighed. Det hjælper ikke at drømme, hvis vi ikke tør handle.
”Vi starter med at bygge lige om lidt” er svaret. ”området er i udvikling og bebygget inden for to år” og ”Vi bygger det i små etaper og starter nu”. Lovordene er mange og lad os da virkelig håbe det denne gang rent faktisk har bund i virkeligheden, eller om man endnu en gang sparker ved siden af målet.
Derfor er spørgsmålet ikke længere, om vi har råd eller tid til at udvikle Holmsminde og Riberdyb – men om vi har råd til at lade være. For en by, der stopper op, mister ikke bare fremdrift. Den mister også troen på, at forandring overhovedet er mulig.
Så lad os få bolden ud af klumpspillet og sende den afsted – med mod, vision og vilje. Kolding fortjener et byrum, der spejler fremtiden, ikke fortiden.
Jeg tør godt sparke på mål – og skulle jeg ikke ramme er jeg også klar til en ”selvhenter” for at sparke igen.
