Læserbrev af Kalle Busch, Kolding/sekretær i Faglige Seniorer (Kolding Lokalforening).
Vi taler ofte om, hvor vigtigt det er, at alle stemmer bliver hørt. Men nye undersøgelser viser, at både borgere og foreninger i stigende grad holder sig tilbage fra at deltage i den offentlige debat af frygt for reaktioner og sanktioner.
Institut for Menneskerettigheder dokumenterer, at hver tredje dansker undlader at ytre sig online, og at civile organisationer modererer deres udtalelser eller tier af frygt for konsekvenserne. Det er et demokratisk advarselssignal – og det bliver stærkere, når staten ønsker udvidede muligheder for at kigge borgerne over skulderen.
Lovforslaget om PET’s adgang til borgernes mest private oplysninger er lagt i skuffen, men den er ikke forsvundet. Det ligger stadig og venter, og det bør bekymre os alle. For når staten får mulighed for at kigge ind i vores patientjournaler, vores private dokumenter og vores digitale fodspor uden dommerkendelse, så er det ikke længere et spørgsmål om sikkerhed – men om magt.
Der bliver ofte sagt: “Har du ikke har noget at skjule, har du ikke noget at frygte.” Men det argument holder ikke. Vi har alle noget, vi kun vil dele med dem, vi selv vælger. Det gælder sygdomme, økonomi, relationer og fejltrin.
Det gælder også: hvem du besøger, hvad du læser, hvad du køber. Det kommer kun dig ved.
At give myndighederne fri adgang til vores mest private oplysninger svarer til at give politiet lov til at gå ind i dit hjem, åbne skuffer og skabe – uden dommerkendelse og uden forklaring. De fleste ville protestere voldsomt, hvis det skete fysisk. Når det sker digitalt, bliver det pakket ind i ord som “tryghed” og “beredskab”.
Samtidig ser vi en anden farlig udvikling: selvcensur. Institut for Menneskerettigheder dokumenterer, at hver tredje dansker undlader at deltage i online debat af frygt for negative reaktioner, og hver tiende undgår demonstrationer og borgermøder.
Civilsamfundsorganisationer holder sig tilbage af frygt for kritik eller økonomiske sanktioner. Når vi ikke tør ytre os, mister demokratiet sin ilt.
Overvågning og selvcensur hænger sammen. Jo mere staten ved om os, desto mere forsigtige bliver vi. Jo mere vi frygter konsekvenser, desto mindre siger vi højt. Og når borgerne begynder at tie, bliver magten koncentreret hos dem, der ikke gør.
Demokrati kræver, at vi tør tale frit. Og det kræver, at samfundet kan kritisere, og råbe op uden frygt.
Derfor bør lovforslaget om udvidet adgang til private registre ikke bare sparkes til hjørne. Det bør skrottes.
Demokrati er ikke en tilskuersport, hvor vi kan sætte os på bagerste række og håbe, at nogen andre tager sig af det. Når hver tredje dansker undlader at deltage i den offentlige debat af frygt for reaktioner, og når foreninger holder sig tilbage for ikke at miste støtte, så er det ikke bare et problem for dem – det er et problem for os alle
Når vi tier, overlader vi beslutningerne til dem, der råber højest, eller dem, der har mest magt.
