Læserbrev af Kalle Busch, Kolding.
Debatten ved morgenkaffen kom til at handle om forskellen mellem at være ung i dag og dengang vores forældre advarede os mod skadelig musik og tekster. I dag virker det, som om mange forældre er blevet græskkatolsk ligeglade med, hvad deres børn lytter til. Kunstnere som 6ix9ine, DaBaby og Tyga fremstiller kvinder som sexobjekter, forbrugsgoder og statussymboler, uden at det vækker større bekymring. Det står i skærende kontrast til den ånd, MeTo-bevægelsen hævder at repræsentere.
MeToo startede som et nødvendigt opgør med magtmisbrug, og Sofie Lindes berettigede opråb satte gang i en vigtig samtale. Men i dag er der en tendens til, at mænd rammes af en folkedomstol, hvor straf og social udstødelse er livsvarig, uanset sagens karakter og uanset om der er tale om reelle krænkelser eller misforståelser og ingen spørger om synderen angrer det er folkedomstolen ikke interesseret i.
Jes Dorph-Petersen mistede både job og social status efter en sag, som TV 2 vurderede alvorligt nok til at afbryde samarbejdet.
Lidt senere kom en tilsvarende sag frem om Cecilie Beck, der havde haft et forhold til en yngre praktikant i en afhængighedsposition. Den sag blev håndteret internt og forbigået i relativ stilhed, og Beck fortsatte som vært.
Set fra min stol er forskellen markant og forkert.
Senest har vi set Thomas Nystrøm, der i 2020 mistede sit job på grund af upassende opførsel over for kvinder. Da Pia Olsen Dyhr genansatte ham som rådgiver, blev han igen mødt af en folkedomstol, der ikke tillader eftergivelse eller mulighed for at komme videre. Det er som om visse sager aldrig må få en afslutning, hvis den anklagede er mand.
Jeg er helt enig i, at både mænd og kvinder, der misbruger en ledende position til at opnå seksuelle eller andre ydelser, skal mødes af konsekvenser.
Men konsekvenserne bør afgøres af civilretten, straffesystemet eller arbejdsretten – ikke af sociale medier og moralske domstole uden retssikkerhed.
Hvis vi vil skelne mellem reelle ofre og dem, der blot føler sig forsmåede, må faglighed erstatte hævn. Ellers mister vi både proportioner og retfærdighed.
