Læserbrev af Kalle Busch, Kolding/sekretær i Faglige Seniorer (Kolding Lokalforening).
Så er der igen bal i den borgerlige, spillet for galleriet fortsætter i kampen om regeringstaburetterne, kaninen de blå trækker op af hatten er velfærdsforliget fra 2006 og som skal vise at visse forligspartier er utroværdige fordi de vil bremse op over for den voksende ulighed og åbenbare uretfærdighed i aftalen.
Det der er et ord, der har sneget sig ind i debatten om pensionsalderen, og som jeg ikke kan slippe: levetidsindeksering. Udtrykket stammer faktisk helt tilbage fra forarbejdet til velfærdsaftalen i 2005, hvor Velfærdskommissionen foreslog, at pensionsalderen skulle følge levetiden. I 2006 blev det til politisk virkelighed i det brede velfærdsforlig: Når vi lever længere, skal vi arbejde længere. Basta.
Det er en mekanisme, der i dag betyder, at 100 % af ekstra leveår automatisk omsættes til længere arbejdsliv. Ikke noget med at spørge, om det er rimeligt, eller om alle grupper faktisk lever længere. Det sker bare. Som om pensionsalderen styres af samme kraft, der får sokker til at forsvinde i vaskemaskinen.
Pensionskommissionen foreslog i 2022 en mildere model: 80 % af ekstra leveår skulle lægges på arbejdslivet, mens 20 % skulle gå til længere pensionstid. Det var et forsøg på at fastholde balancen mellem arbejde og den fri tid efter arbejdslivet, så fremtidige generationer ikke får kortere pensionstid end deres forældre. Men uanset om man foretrækker 100/0 eller 80/20, er der én ting, der springer i øjnene, det er kun almindelige lønmodtagere, der bliver “indekseret”. De højeste indkomster og de største formuer er ikke underlagt nogen automatisk regulering. Der findes ingen mekanisme, der hæver formueskatten, når formuerne stiger hurtigere end lønningerne. Ingen “kapitalindeksering”. Ingen “arveindeksering”. Kun pensionsalderen får lov at køre på autopilot.
Og det er her, sproget bliver politisk. Når man kalder det levetidsindeksering, lyder det neutralt, teknisk og uundgåeligt. Som om det ikke er en politisk beslutning, men en naturkraft, vi alle må bøje os for. De bruger sproget til at få den bitre pille til at glide ned.
Uligheden er vokset siden 1980’erne, levetiden er steget mest for dem med de letteste job, og formuerne i toppen er eksploderet. Alligevel er det kun dem med de hårdeste arbejdsliv, der bliver spændt for den automatiske vogn.
Måske er det på tide, at vi taler lige så åbent om sproget som om tallene. For når politikere skjuler deres beslutninger med sproglige omskrivninger, mister vi blikket for, hvem der betaler prisen– og hvem der slipper. Og kan nogen forklare mig, hvorfor det kun er pensionsalderen, der stiger automatisk, mens formuerne får lov at vokse uden indeksering. og hvorfor almindelige lønmodtagere ikke sætter himmel og jord i bevægelse som storkapitalen når de trues med en halv procent i formueskat af formuer den del af deres formuer der er over 25 millioner?
