Læserbrev af Kalle Busch, Kolding.
Ensomhed er et voksende problem i Danmark. Ja, det rammer mange ældre – men det rammer også unge, studerende, enlige forældre, tilflyttere og mennesker midt i livet, der pludselig mister fodfæstet. Ensomhed er ikke et alders tegn. Det er et mennesketegn.
Hvis vi vil gøre noget ved det, skal vi begynde et helt andet sted end vi plejer: Vi skal holde op med at vente. Vente på at naboen, din far, din mor, din faster eller den unge studerende i kælderen selv rækker ud og beder om hjælp. For det gør de sjældent. Ikke fordi de ikke har brug for det – men fordi de ikke vil være til besvær.
Derfor skal vi spørge os selv: Har jeg overskuddet? Hvis svaret er ja, så brug det. Det behøver ikke være stort. Det kan være en sætning så enkel som: “Jeg skal i Rema og Lidl – skal du have noget med?” eller “Vi kører i Storcentret lørdag formiddag – har du lyst til at tage med et par timer?” vil være en go’ begyndelse.
Og her er noget vigtigt: Et nej er ikke altid et nej. Det kan være et “nej… fordi jeg ikke vil være en byrde”. Det kender alle, der har talt med mennesker, der føler sig meget alene. Derfor skal vi turde spørge igen en anden dag – venligt, uden pres, men med vedholdenhed. For det er sådan relationer begynder.
Lad os starte en bevægelse. En helt almindelig, hverdagsnær “gør en god gerning”-bevægelse, hvor vi hjælper isolerede mennesker ud af ensomheden. Det kræver så lidt, og du risikerer ovenikøbet at få noget igen: taknemmelighed, varme – eller måske en ny ven, der kan noget, du ikke selv kan. Den ældre mand, der er en ørn til at reparere plæneklippere. den der ved præcis, hvordan man dyrker de bedste kartofler. Eller hende, der sylter de lækreste græskar med ingefær og beriger dig med et glas af dem.
Vi glemmer nogle gange, at fællesskab ikke kun handler om at give. Det handler også om at opdage, at andre mennesker faktisk har noget at give os tilbage. Der var engang en film, hvor idéen var enkel: Gør noget godt for én – og lad det sprede sig videre. Den tanke har vi brug for igen.
Ensomhed forsvinder ikke af kommunale strategier alene. Den forsvinder, når vi mennesker begynder at række ud til hinanden. Ikke med store projekter, men med små handlinger, der gør en forskel i hverdagen.
Så lad os begynde i dag. Ikke i morgen. Ikke når nogen spørger om hjælp. Men når vi selv ser behovet – og har overskuddet til at gøre noget ved det.
Held og lykke med projektet og god sommer.
