Læserbrev af Mette Riis (S), Kolding/byrådsmedlem.
Da jeg skrev under på Handicapløftet, var det med en klar erkendelse af, at vi er nødt til at styrke vilkårene for mennesker med udviklingshandicap, også i Kolding Kommune, fordi der på landsplan er en dokumenteret ulighed i sundhed, som ikke hører hjemme i et velfærdssamfund.
Mennesker med udviklingshandicap lever i gennemsnit 15-20 år kortere end andre, og alt for ofte opdages sygdom senere, end den burde. Det har i mange tilfælde alvorlige konsekvenser for både sundhed og trivsel, som kunne være undgået med en tidligere og mere sammenhængende tilgang. Det er en udvikling, vi er nødt til at tage dybt alvorligt, og som kalder på, at vi også i Kolding Kommune løbende ser kritisk på, hvordan vores arbejde fungerer i praksis.
Indsatsen er fordelt på både social- og sundhedsområdet, og det kræver et tæt samspil for at sikre sammenhængende forløb for den enkelte. Når samarbejdet ikke er stærkt nok, er der en risiko for, at borgere oplever manglende kontinuitet.
Når det sker, kan det betyde, at pårørende i højere grad må skabe overblik, følge op og sikre, at der bliver handlet. Det kan ikke være rigtigt, at det udelukkende bliver de pårørendes opgave at få systemet til at hænge sammen. Det kan vi ikke være bekendt. Men hvad med de borgere, som ikke har pårørende til at løfte den opgave? Hvad gør de?
Jeg har selv et indgående kendskab til området gennem min familie, hvor jeg har en søster med udviklingshandicap. Jeg ved derfor, hvor afgørende det er, at hjælpen ikke bare findes, men også hænger sammen i hverdagen, så der er tryghed for både borger og pårørende.
Den dokumenterede ulighed i sundhed er noget, vi i Socialdemokratiet prioriterer højt og tager dybt alvorligt. Derfor er det afgørende, at vi i Kolding Kommune styrker sammenhængen mellem socialområdet og senior- sundhedsområdet.
