Læserbrev af Agnieszka Thomsen, Lunderskov / bestyrelsesmedlem, Autismeforeningen Kreds Trekanten.
Når jeg ser den nye tildelingsmodel for specialområdet i Kolding, tænker jeg på børnene, der kæmper lidt mere end deres jævnaldrende. Børn, der har brug for ro, tryghed og voksne, der kan være der for dem hver dag.
Ådalsskolen i Vamdrup – et af Koldings mest komplekse specialtilbud – står til at miste 2,3 millioner kroner. For et barn betyder det færre voksne, større klasser og mindre tid til det, der virkelig gør en forskel: tryghed, struktur og relationer. Samtidig får Vonsild tilført millioner, og Munkevænget forbliver urørt, fordi skolen har en læselinje, som andre kommuner ikke har.
Det viser, at vi har glemt at se på vores egne børn. Når beslutninger baseres på, hvad andre kommuner gør, bliver vores børn sekundære. De er ligeglade med benchmarking, Excel-ark og takststrukturer. De ønsker blot at vågne op og vide, at der står en voksen klar til at hjælpe dem gennem dagen.
Kolding bør have mod til at gå først – ikke som efterligner, men som en foregangskommune, der sætter børnene først.
For sandheden er simpel: Når vi investerer i børnene, investerer vi i Koldings fremtid. Hver krone, vi bruger på at skabe trivsel nu, sparer os for menneskelige og økonomiske omkostninger senere.
Stop op et øjeblik. Læg modellerne væk, og se de børn, der skal leve med konsekvenserne. For dem er 2,3 millioner ikke et tal – det er tryghed, læring og fremtid.
