Seniorbio i Kolding satte punktum for trilogien De forbandede år med stærk efterkrigsfortælling.
Nordisk Film Biograf i Kolding Storcenter og Faglige Seniorer samlede denne tirsdag et stort og engageret publikum til visningen af den tredje og afsluttende film i trilogien De forbandede år: “Fredens pris”. En film, der på fornem vis giver et nødvendigt dyk ned i efterkrigstidens moralske, sociale og menneskelige opgør.
Filmen fører os ind i årene 1945–1947, hvor Danmark – ligesom familien Skov – står splittet efter fem års besættelse. Samfundet vakler mellem retsopgør med kollaboratører, politiske magtkampe, økonomisk genopbygning og almindelige menneskers kamp for at finde fodfæste i en ny og usikker tid.
Midt i dette står fabrikanten Karl Skov, der med en næsten naiv fastholdenhed på, at “tingene helst skal være som de plejer”, forsøger at navigere i en verden uden klare pejlemærker. Hans børn og omgivelser har bevæget sig i hver sin retning, og familien bliver et spejl af det Danmark, der kæmper med sin egen identitet.
Filmen giver publikum – de store politiske brydninger – de små menneskelige svigt – de stille øjeblikke, hvor værdighed og moral vejer tungere end ord
Et af disse øjeblikke leveres af Ulver Skuli Abildgaard i rollen som mellemlederen Kurt. I en af filmens mest intense scener bliver han fyret af den selvudnævnte ledelse, der har taget magten i Karls fravær. Med en mimik, der siger mere end lange replikker, afviser han den fremstrakte hånd og forlader rummet i tavs foragt. En lille birolle – men en stor præstation, der ramte undertegnede dybt.
Trilogien kulminerer i en smuk og symbolsk slutscene, hvor Karl og sønnen Aksel, de to største modsætninger skabt af krigsårene, finder hinanden igen på en bænk i skumringen. Et filmisk greb, der elegant lukker trilogien og samtidig peger fremad mod det håb og den driftighed, som mange af os, der voksede op i efterkrigstiden, kan nikke genkendende til.
Seniorbio-publikummet i Kolding tog filmen til sig med både eftertanke og genkendelse. Fredens pris blev ikke blot afslutningen på en trilogi – men også en påmindelse om, at fred ikke er en tilstand, der opstår af sig selv. Den kræver mod, forsoning og vilje til at bygge nyt.
Hvis vi kan drage en lære af besættelsen, må det være, at Danmarks største fejl ikke var, at vi blev overrumplet – men at vi i for lang tid forsøgte at bevare normaliteten for enhver pris. Samarbejdspolitikken gav ro på overfladen, men kostede os moralsk klarhed og skabte dybe sår .
Vi lærte, at:
- At undgå konflikt kan være konfliktskabende
- Ikke at vælge side er også et valg
- Et demokrati skal forsvares, især når det er mest udsat
- forsoning er nødvendige for at komme videre
Efterkrigstiden viste, at vi kun rejste os, fordi almindelige mennesker turde stå fast, tage ansvar og bygge et bedre samfund end det, der brød sammen i 1940.
Næste film i Seniorbio er HJEM, om det at komme som flygtning til Danmark og hvordan det er. Det er den 29. juni.
