Flyvende porcelæn, Flora Danica og LEGO-slotte. Koldinghus bliver vild i efterårsferien.
KOLDING: Efterårsferien på Koldinghus bliver alt andet end kedelig i år.
Fra 11.-16. oktober inviterer slottet til kongeligt drama, blomster-workshops, porcelænshåndværk og LEGO-slotte for hele familien. Det skriver Koldinghus i en pressemeddelelse.
I år tager alle aktiviteter afsæt i udstillingen Flora Danica – Verdens Vildeste Stel, hvor gæster kan opleve det originale stel og historien om de vilde planter og myterne bag.
MERE KOLDINGHUS
Porcelæn på afveje
Det populære skuespil Kongeligt drama og flyvende porcelæn vender tilbage til Ruinsalen. Publikum føres tilbage til 1784, hvor magtkampen omkring Christian 7. spidser til.
Enkedronning Juliane Marie fortæller, mens prinserne kæmper om magten. Med flotte dragter, højt tempo og kostbare porcelænskast bliver historien levende i børnehøjde.
Lav blomster som Flora Danica
I Den Kongelige Workshop kan børn og voksne skabe blomster i crepepapir inspireret af de vilde planter.
Royal Copenhagens modellør Pia Bruun og porcelænsmaler Marlene Jørgensen besøger slottet og viser teknikkerne bag.
For voksne er der Keramik & kaffe med keramiker Helene Thing – introduktion til udstillingen og eget keramisk værk med ler og glasurer.
Byg drømmeslot i LEGO
I Ruinsalen kan børn og voksne bygge drømmeslot i LEGO® med inspiration fra Koldinghus’ tårne og sale.
Alle kan deltage i konkurrencen om det mest opfindsomme slot. Præmien er togtur til København og privat rundvisning på Rosenborg Slot.
