Læserbrev af Kalle Busch, Kolding.
Brian Pabst har på Fagligsenior.dk lagt en analyse op, der viser, at mange ældre bor i boliger, som ikke længere matcher deres behov. En vigtig pointe. Men analysen overser en faktor, som især rammer Provinsen: I mange mindre landsbyer er huse næsten umulige at sælge, fordi banker og kreditforeninger vurderer områderne som “risikoområder”.
Det betyder, at selv købere med god økonomi får nej til finansiering, alene fordi huset ligger i en lille landsby. Så opstår der en stilstand, som rammer både seniorer, unge familier og hele lokalsamfundet.
Boligsiden.dk, viser at mange små postnumre i Provinsen har så få bolighandler, at der slet ikke kan laves statistik. Når der ikke er data for salgspriser, salgstider eller prisnedslag, vurderer banker området som “lavt omsætteligt” – så stopper både nedsparingslån og almindelig boliglån.
Det rammer især landsbyer, der ellers fungerer godt: med skole, købmand, foreningsliv og stærke fællesskaber. Her kunne unge familier trives, men de kan ikke komme ind på boligmarkedet, fordi kreditreglerne spærrer.
Ældre vil faktisk gerne flytte, Brian henviser selv til Finans Danmarks analyse, hvor seniorer peger på, hvad der skal til for at flytte: nærhed til indkøb, offentlig transport, mindre vedligehold og foreningstilbud og fællesskab.
Det er helt rimelige ønsker. Men i Sydjylland er der mange steder, hvor sådanne boliger ikke findes, og hvor de huse, ældre gerne vil sælge, ikke kan omsættes. Dermed bliver ældre boende i huse, der er for store og kræver for meget.
Finans Danmark foreslår nedsparingslån for at ældre kan bruge deres friværdi. Men nedsparings-lån kan kun gives i områder, som banker vil belåne. I de landsbyer, hvor markedet er tyndt, kan seniorer hverken nedsparre eller sælge – og unge kan ikke købe, og så bliver hele lokalsamfundet låst fast.
Vi har brug for en ny tilgang til landsbyernes boligmarked. Hvis vi vil sikre, at ældre kan flytte til noget mere passende, må vi også sikre, at deres nuværende huse kan sælges. Det kræver politisk mod og nye modeller for finansiering.
Her er tre forslag:
- Statslig eller kommunal garantimodel, En mindre garanti for lån i landsbyer vil gøre banker trygge ved at finansiere køb i områder med få handler.
- Særlige belåningsmodeller for lavomsættelige områder
Realkreditinstitutter bør kunne tilbyde lån med lidt højere sikkerhedskrav – men stadig gøre det muligt at købe og nedsparre. - Kommunerne bør aktivt arbejde for at tiltrække unge familier til landsbyerne, fx gennem boligtilskud, renoveringspuljer eller partnerskaber med realkredit.
Debatten om seniorboliger er vigtig, men den er kun halvdelen af historien. Den anden halvdel er, at mange ældre i Sydjylland ikke kan flytte, fordi deres huse ikke kan sælges – og unge familier ikke kan købe, selv når de gerne vil.
Hvis vi vil have levende landsbyer med skole, købmand og foreningsliv, må vi sikre, at boligmarkedet fungerer – også uden for de store byer.
