Nu er det blevet endnu hyggeligere at gå en tur på Kærlighedsstien – både i de lyse og i de mørke timer.
Nyt og bedre lys på Kærlighedsstien: Det er nu blevet endnu hyggeligere og mere trygt at gå en tur på Kærlighedsstien nedenfor Koldinghus – både i dagtimerne og efter mørkets frembrud.
De gamle, slidte lamper langs stien er udskiftet med 40 nye parklamper i et arkitektonisk, tidløst design. Lamperne er valgt i tæt samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen, så de passer perfekt til de historiske omgivelser ved Koldinghus, Staldgården og Slotssøen. De nye lamper er sorte og monteret på 3,5 meter høje master i samme farve.
-Parklamperne giver et harmonisk og behageligt lys. I modsætning til de gamle lamper peger lyset nedad, hvilket både giver bedre belysning på stien og skåner indtrykket af Koldinghus’ belysning, fortæller Kim Bauenhøj Jensen, fagansvarlig fra Kolding Kommune, i en pressemeddelelse.
Smart automatisk lysdæmpning sparer energi og skåner naturen
De nye LED-armaturer bruger mindre end halvdelen af strømmen i forhold til de tidligere lamper, og snart bliver lamperne udstyret med sensorer, der justerer lysstyrken automatisk. Når en fodgænger nærmer sig stien i aften- og nattetimerne, skruer lampen op for lyset, og når personen har passeret, dæmpes lyset igen. Lyset bliver aldrig slukket helt, så det fortsat er trygt at færdes på stien.
-Den automatiske lysdæmpning sparer energi og mindsker samtidig gener for nattedyr i området, forklarer Kim Bauenhøj Jensen.
Han tilføjer, at lyset desuden indeholder mindre blåt lys, som især er forstyrrende for dyrenes natlige adfærd, og dermed bidrager til bedre hensyn til områdets natur.
Historien bag Kærlighedsstien
Kærlighedsstien fik sit navn i 1868 og blev oprindeligt anlagt som beskæftigelsesprojekt for arbejdsløse. Den smukke og rekreative sti går fra Hospitalsgade gennem Sct. Jørgens Have, langs Slotssøen under Koldinghus og videre frem til Fredericiagade – et populært område for både motion, afslapning og naturoplevelser tæt på byens historiske hjerte.



