Kolding Netavis

Nu bliver det dyrere, at køre for stærkt

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Når vi skriver 2022, så stiger bødetaksterne med 20 procent. Foto: FDM/pressefoto.

Fra nytår, den 1. januar, stiger bødetaksterne, oplyser FDM.

Når vi skriver 2022 bliver det dyrere, at trykke hårdt på speederen. Bødetaksterne stiger nemlig med 20 procent. Bødetaksterne er ikke steget siden 2012, fortæller FDM i en pressemeddelelse.

Det betyder, at den laveste bødetakst på 1.000 kroner stiger til 1.200 kroner. Kører du f.eks. 80 km/t. i en zone, hvor hastighedsgrænsen er 50 km/t., risikerer du nu en bøde på 4.200 kroner.

-Det er længe siden, man sidst har justeret bødetaksterne, og det giver kun god mening, at de følger med tiden, også hvis de skal have en præventiv effekt. Men merindtægten fra bøderne bør naturligvis gå til bedre trafiksikkerhed og mere synligt politi på vejene. Hvis det bare handler om at få penge i statskassen, risikerer vi at miste befolkningens opbakning til fartkontrol, siger chefkonsulent i FDM, Dennis Lange.

Udover at bødetaksterne stiger, så træder en ny købelov i kraft.

Den reviderede lov indeholder en række ændringer, der stiller bilkøberne bedre på flere områder. Mest konkret forlænges den såkaldte formodningsregel fra seks til tolv måneder.

I korte træk betyder det, at hvis der viser sig at være noget galt med bilen, vil man nu de første 12 måneder formode, at fejlen også har været til stede, da man købte bilen, og så skal sælger udbedre den.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel