IBA-studerende hylder Kolding-virksomheder som landets bedste praktiksteder.
Ni af årets bedste praktikpladser ligger i Kolding: Finalerunden i konkurrencen Årets IBA Praktik nærmer sig. Og ikke færre end ni studerende fra IBA Erhvervsakademi Kolding har indstillet den virksomhed i Kolding, hvor de har været i praktik. I alt har IBA modtaget 33 indstillinger, som skal hylde det gode samarbejde mellem praktikant og praktiksted.
En af de nominerede er Mads Knudsen, der læser Financial Controller. Han har indstillet sin praktikplads hos BDO Kolding, et statsautoriseret revisorfirma med adresse i Kolding Åpark:
-BDO har taget virkelig godt imod mig og de tre andre praktikanter. Mine kolleger har været super flinke og imødekommende, og de har gjort det både udfordrende og spændende at dygtiggøre mig inden for det, jeg brænder for, fortæller Mads Knudsen i en pressemeddelelse.
De øvrige Kolding-virksomheder, som også er nomineret i konkurrencen, er: Asento Digital, Spar Nord, Danske Bank, AL Sydbank, Danbolig, Softværket, Autohuset Vestergaard og Beershoppen.
-Vi er glade for hver eneste indstilling til konkurrencen. Det er ude på virksomhederne, at de studerende får bundet teori og praksis sammen, og det kan vi tydeligt mærke – både i de studerendes fortællinger og i de indstillinger, vi har modtaget, siger IBA’s rektor, Carsten Vikkelsøe.
Ud af de 33 indstillinger bliver fem finalister udvalgt til at præsentere deres praktik foran en jury, som vælger vinderen af Årets IBA Praktik.
Vinderen skal repræsentere IBA ved DM i Praktik, som finder sted på Scandic i Kødbyen den 20. maj.
