Polytech Group overtager Dansk Gummi Industri i Kolding. Opkøbet styrker virksomheden inden for løsninger til vindmølleindustrien.
KOLDING/BRANDE: Polytech Group overtager Dansk Gummi Industri. Det oplyser Polytech Group ApS i en pressemeddelelse.
Opkøbet styrker især Polytechs mulighed for at tilbyde kunder løsninger inden for håndtering, opbevaring og transport af vindmøllekomponenter.
Kolding-ejere fortsætter i nye roller
De to ejere af Dansk Gummi Industri, brødrene Peter og Christian Thomsen, fortsætter begge i nye roller hos Polytech.
-Timingen er rigtig for Dansk Gummi Industri til at få en ny ejer, der kan skalere virksomheden globalt, siger brødrene i en fælles udtalelse.
De peger på, at Polytech er den rette langsigtede ejer til at videreudvikle virksomheden.
60 nye medarbejdere til Polytech
Polytech Group har i dag cirka 400 medarbejdere. Med opkøbet af Dansk Gummi Industri stiger antallet til cirka 460.
Administrerende direktør i Polytech, René Balle, siger:
-Dette opkøb styrker vores evne til at betjene især vindmølleproducenter med specialiserede beskyttelsesløsninger. Med Dansk Gummi Industri ombord kan vi accelerere vores vækstambitioner.
I de kommende måneder skal de to selskaber finde ud af, hvordan Dansk Gummi Industri bedst integreres i Polytech.
Flere erhvervsnyheder fra Kolding
