Kronik af Claus Warming, Formand for hhv. Kolding Idræt, (Kolding kommunes idrætsråd) og DBU Jylland Samfund, Møllebakken 1, 6064 Jordrup. Kronikken er ikke udtryk for netavisens mening, men et forum, hvor vi som medie kan give andre mulighed for, at belyse et emne. Vi forbeholder os ret til at forkorte disse indlæg.
Når hverdagen skal hænge sammen: En dansk hverdag er travl. Arbejde, fritid, skole, uddannelse og børnepasning skal gå op i en højere enhed. Det kræver rammer, som ikke spænder ben, men som giver os frihed til at vælge. Sammenhængskraft i dagligdagen handler ikke om at gøre alting ens – men om at skabe muligheder, så forskellige familier, virksomheder og lokalsamfund kan finde deres egne løsninger.
Hverdagen i praksis
Forestil dig familien i en mindre stationsby. Mor arbejder i kommunen, far på et værksted 20 kilometer væk, og børnene går i den lokale folkeskole. Forældrene jonglerer arbejdstider, børnehaveåbning, fritidsaktiviteter og transporttid. Her er det afgørende, at daginstitutioner har fleksible åbningstider, at skole og SFO fungerer tæt sammen. Og at transporten mellem hjem og arbejde ikke stjæler hele eftermiddagen. Hvis hverdagen skal hænge sammen, må vi se på hele kæden – ikke kun ét led.
By og opland – lige muligheder
Vi taler ofte om bosætning, men alt for tit glemmer vi, at folk ikke flytter kun efter job, men også efter fritidstilbud, børnepasning og adgang til uddannelse. En ung familie vælger ikke nødvendigvis storbyen, hvis de i en mindre by kan finde et godt dagtilbud, en tryg skole, ordentlig infrastruktur og adgang til foreningsliv. Men hvis forskellene bliver for store – hvis fritidstilbud lukker, eller hvis der er for få uddannelses- og jobmuligheder – så bliver valget taget for dem. Vi må sikre, at hverdagen hænger sammen, både i by og opland.
Erhvervslivet som rygrad
Et stærkt erhvervsliv er rygraden i velfærdssamfundet. Det er på fabriksgulvet, på byggepladserne, i landbruget og i de små håndværksvirksomheder, at velstanden skabes. Hvis vi vil have råd til gode skoler, børnehaver og fritidsfaciliteter, må vi give erhvervslivet ordentlige vilkår: mindre bureaukrati, færre regler og en skat, der gør det muligt at investere.
Fritiden som limen
Ofte undervurderer vi fritidslivet. Men når børnene går til fodbold, spejder eller musik, og når forældrene mødes som trænere, bestyrelsesmedlemmer eller frivillige, skaber vi den lim, der holder lokalsamfundet sammen. Jeg har selv set, hvordan en lokal hal i en landsby bliver mødested for både unge og ældre – en ramme, som rækker langt ud over sporten selv. Derfor skal vi styrke foreningslivet og de frivillige kræfter, der bærer det. Det er ikke luksus – det er en del af samfundets fundament.
Helheden skal tænkes med
Hvis vi kun fokuserer på ét element ad gangen – børnepasning, bosætning, erhverv eller fritid – mister vi helheden. Forældre har brug for at vide, at hverdagen hænger sammen. Virksomheder har brug for at vide, at deres medarbejdere kan få familielivet til at fungere. Og samfundet har brug for sammenhængskraft – ikke som noget påtvunget, men som noget, der vokser ud af gode rammer, frihed og ansvar.
Et liv i balance
Mit ønske er enkelt: At vi skaber en hverdag, hvor tingene hænger sammen lokalt. Hvor arbejde, skole, børnepasning og fritid spiller sammen, så familier kan få hverdagen til at fungere. Hvor det er muligt at drive virksomhed tæt på dér, man bor, uden at det kræver lange kompromiser. Og hvor fritiden – i foreninger, i idrætshallen eller i naturen – er en naturlig del af helheden. Sammenhængskraften begynder ikke langt væk, men lige dér hvor vi lever vores liv til daglig.
