Skip to main content

Kolding Netavis

Kritik kræver kendskab! Kom og besøg vores foreningsdrevne fritidsklubber

Elo Christoffersen
Privatfoto.

Læserbrev af Jette Cathrine Bergh, leder af Fritidsklubben Valhalla, Vonsild IF.

Svar til SF Formand Lis Ravn Ebbesen

Kære Lis,

dit læserbrev har givet anledning til spørgsmål fra både forældre, medarbejdere og andre med kendskab til vores fritidsklubber. Flere undrer sig over, at du sætter spørgsmålstegn ved de foreningsdrevne klubbers faglighed og vores evne til at rumme børn med særlige behov. Det billede kan vi ikke genkende.

Vi vil gerne fremhæve Jonas Kallan Langvad (V) og Mette Riis (S), som har taget sig tid til at mødes med os og lytte til vores erfaringer og bekymringer – ikke mindst omkring økonomien. Den dialog betyder meget for os, børnene og deres forældre.

Vi er samtidig glade for, at SF efter flere invitationer har sagt ja til at besøge os. Besøget har dog stadig ikke fundet sted, selv om det efterhånden er et stykke tid siden, I sagde ja. Vi ser fortsat frem til at vise jer, hvordan hverdagen faktisk fungerer i de foreningsdrevne fritidsklubber.

Når SF rejser så markante spørgsmål om vores pædagogiske faglighed og evne til at rumme børn med særlige behov, undrer det os, at man ikke først har besøgt klubberne. Nogle har trods alt eksisteret i næsten 40 år.

Vores medarbejdere har forskellige baggrunde – blandt andet som pædagoger og håndværkere – og fælles for dem er engagement og nærvær. Vi rummer også børn med eksempelvis skolevægring, ADHD og behov for ekstra støtte.

Vores største udfordring er økonomien. Grundtilskuddet har ikke været hævet i omkring 30 år, og samtidig oplever flere klubber ventelister. Vi savner også en løsning på fripladsområdet, da en friplads fra SFO’en ikke følger barnet over i en foreningsdrevet klub.

Der skal være plads til forskellige klubtilbud. Men før man problematiserer en klubform med mange års opbakning fra børn og familier, bør man lære den at kende.

Et forskningsprojekt om foreningsdrevne klubber har peget på et ord, der meget præcist beskriver noget af det særlige ved vores klubber: Hjemlighed.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

TAGGET: