LGBTQIA+ fællesskabet Rainbow Community Dinner i Kolding søger flere deltagere og frivillige. Mød dem til Campus Fair på IBA onsdag den 30. september.
KOLDING: Der er brug for flere kræfter i Kolding.
Rainbow Community Dinner Kolding er et frivilligdrevet fællesskab, der fire gange om året inviterer til fællesspisning for LGBTQIA+ personer i trygge rammer.
Nu søger fællesskabet både nye deltagere og nye frivillige – og dem kan man møde på Campus Fair på IBA Erhvervsakademi Kolding onsdag den 30. september klokken 16.00-19.00.
Her står Rainbow Community Dinner Kolding klar med en stand til en uforpligtende snak om fællesskabet og de kommende arrangementer.
Du behøver ikke kende nogen
Man behøver ikke kende nogen på forhånd for at deltage i fællesspisningerne. Er det første gang og svært at møde op alene, tager tovholder Jonas Emil Rotbøl Houmann eller en af de øvrige frivillige imod ved døren.
Fællesskabet er åbent for LGBTQIA+ personer i alle aldre og mennesker med interesse for miljøet. Også forældre og pårørende er velkomne – hvad enten man er søskende, forælder, bedsteforælder eller har et barn eller teenager, der er LGBTQIA+.
Søger frivillige med lyst til at bidrage
Samtidig er der brug for flere frivillige til at udvikle fællesskabet.
“Kan du lave mad, underholde, hjælpe med sociale medier, arrangere aktiviteter – eller er du god til at se den person, der sidder alene, og tage en snak? Så er der brug for dig”, lyder det fra foreningen.
Man behøver hverken særlige kvalifikationer eller erfaring med frivilligt arbejde. Det vigtigste er lysten til at bidrage.
Vil række ud over middagsbordet
Ambitionen er større end fire fællesspisninger om året.
“Vi vil gerne skabe et trygt og rart sted, hvor alle kan føle sig velkomne. Det handler også om at holde kontakten uden for Rainbow Dinner og skabe nye fællesskaber. Det kan være gåture, caféture, koncerter, brætspil, kreative aftener eller bare at finde nogen at snakke og mødes med i hverdagen”, siger Jonas Emil Rotbøl Houmann, tovholder for Rainbow Community Dinner Kolding.
Rainbow Community Dinner Kolding drives af frivillige kræfter og støttes af lokale sponsorer som Kompas, Easyfood og Danish Bakery.
