Læserbrev af Jørn Chemnitz (SF), Ejstrup/formand for Natur Miljø og Klimaudvalget.
Grøn politik handler om klima og biodiversitet, men også om rent drikkevand, natur tæt på mennesker og om at efterlade en kommune, der også er god at leve i for dem, der kommer efter os.
Det ansvar forsvinder ikke, fordi kommunens økonomi er presset.
Omkring Hedevej kan man se noget af det ansvar meget konkret. Da lokalplanen for erhvervsområdet blev vedtaget, sagde vi i SF ja. Men vi var samtidig optaget af konsekvenserne for menneskerne omkring området, trafikken og naturen ved Almind Hede.
Og vi lovede, at den del ikke skulle blive glemt. Det gør den heller ikke.
Med budgettet afsætter vi 18,6 millioner kroner til arealer til skovrejsning nord for Hedevej, så der kan etableres grøn afskærmning og en overgang mod Almind Hede.
For når vi er med til at sætte en udvikling i gang, har vi også et ansvar for at følge konsekvenserne af den til dørs.
Det samme gælder andre steder i den grønne politik. Derfor prioriterer vi også arbejdet med Grøn Trepart, beskyttelsen af vores grundvand og rene drikkevand og de udfordringer på spildevandsområdet, som blandt andet klimaforandringer og byudvikling stiller os overfor.
Der er meget mere, vi gerne ville gøre på det grønne område. Men i et presset budget er det vigtigt for os, at den grønne dagsorden ikke bliver noget, vi først vender tilbage til, når økonomien bliver lettere.
For natur, klima og rent drikkevand er ikke pynt omkring velfærden. Det er en del af den.
