Læserbrev af Søren Rasmussen (DF), Kolding/formand for Senior- og Sundhedsudvalget.
Da Byrådets arbejdsgrundlag for 2026-2029, blev vedtaget i Byrådet, lovede vi en storstilet indsats for at udvikle ældreplejen og gøre Kolding til den attraktive kommune, for mennesker der gerne vil arbejde med ældre.
Det er der god grund til. Vi mangler medarbejdere – ligesom resten af landets kommuner. Der uddannes for få social- og sundhedsassistenter, og konkurrencen om dem er hård.
Derfor foreslog Senior- og Sundhedsudvalget at afsætte tre millioner kroner i 2027 og 2028, så medarbejdernes egne forslag til en bedre og mere attraktiv arbejdsplads kan omsættes til handling.
Det har byrådsflertallet valgt ikke at prioritere i deres budgetforlig.
Der er råd til at fjerne byggesagsgebyret og på vedligeholdelse af en dyr parkeringsplads ved stadion. Men ikke til en indsats for at sikre medarbejdere nok til at hjælpe syge, handicappede og svækkede mennesker.
Manglen på personale mærkes allerede. Vi bruger alt for mange vikarer. Det er dyrt, giver mindre sammenhæng og betyder, at borgerne møder alt for mange forskellige hjælpere i deres hjem.
Vi kan faktisk gøre noget ved problemet. Så vi ikke ender som de kommuner, der har givet op og sætter ind med robotstøvsugere og skamløse nedskæringer, hvor syge mennesker kan få rengøring hver 4. uge. Men det kræver politisk vilje.
I budgetforligt var mennesker, der har brug for hjælp, og det personale, der hver dag passer på dem, ikke vigtige nok til at få opbakning fra byrådets flertal.
Til gengæld er der råd til stadion, parkering og buske ved højlagrene i Almind, som ingen vil have.
Det siger meget om, hvad flertallet prioriterer.
