Karina Lorentzen Dehnhardt fra Kolding er genvalgt som en af tre spidskandidater for SF i Syd- og Sønderjylland frem mod næste folketingsvalg.
KOLDING: Kolding får fortsat en stærk stemme på Christiansborg.
SF’s medlemmer i Syd- og Sønderjylland har ved en urafstemning genvalgt Karina Lorentzen Dehnhardt fra Kolding som en af partiets tre lokale spidskandidater til Folketinget.
Hun stiller op i Trekantsområdet – det gamle Vejle Amt – sammen med Jørgen Kvist fra Esbjerg-området, der dækker det gamle Ribe Amt, og ny profil Milo Gaarde Jacobsen fra Tønder, der dækker det gamle Sønderjyllands Amt.
Karina Lorentzen Dehnhardt er SF’s retsordfører og landdistriktsordfører, bor i Kolding og har tidligere siddet i Kolding Byråd.
“Jeg er både glad og stolt over den tillid, SF’s medlemmer har vist mig. Jeg stiller op, fordi jeg tror på, at Sydjylland skal være et sted, hvor man kan leve et godt liv, uanset om man bor i en stor by eller i en lille landsby”, siger hun i en pressemeddelelse.
Hun peger på retfærdighed, stærk velfærd og levende landdistrikter som sine hovedsager:
“Jeg vil fortsætte kampen for retfærdighed, stærk velfærd og levende landdistrikter – og for at Sydjylland får den politiske tyngde, landsdelen fortjener”.
Holdet der skal dække hele landsdelen
De to andre spidskandidater er Jørgen Kvist, der er født i Esbjerg, uddannet præst og tidligere generalsekretær for KFUM og KFUK, og Milo Gaarde Jacobsen fra Tønder, der har rent drikkevand og bedre kollektiv trafik som mærkesager.
“Vi er rigtig glade for, at medlemmerne har peget på tre så forskellige og stærke profiler. Det bliver et stærkt hold”, siger Ulla Asmussen, formand for Syd- og Sønderjyllands Storkreds.
Folketingsvalget skal senest afholdes i 2030.
