Kolding Netavis

Koldinghus Whisky fra fangekælderen tappet og klar til salg

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Michael Svendsen, direktør for Trolden Bryghus (tv) og Thomas C. Thulstrup, museumsdirektør for Kongernes Samling, tapper den første flaske Koldinghus Whisky i fangekælderen på Koldinghus. Foto: Koldinghus.

Nu kan du købe Koldinghus Whisky, som er tappet i fangekælderen på Koldinghus.

Det første egetræsfad med røget whisky blev 29. november 2018 sat ned i fangekælderen på Koldinghus. Det skete i forbindelse med slottets 750 års jubilæum.

Whiskyen skulle modnes og udvikles i fem år, indtil den ville være klar til tapning. Og det skete den 29. november i år. Her blev den første flaske Koldinghus Whisky tappet i fangekælderen på Koldinghus.

Whiskyen er produceret i samarbejde mellem Kongernes Samling samt Trolden Destilleri & Bryghus.

Nu kan whiskyen købes på Koldinghus og ved Trolden Destilleri og Bryghus.

Whiskyen er destilleret på Trolden Destilleri i Kolding. Den er herefter fyldt på et whiskyfad på 64 liter, der tidligere har indeholdt spansk sherry. Det er som en reference til historien om, at slottet brændte ned i forbindelse med spanske soldaters indkvartering på slottet i 1808.

Fem år efter påfyldningsdatoen, 29. november, blev whiskyen hældt i dunke i fangekælderen. Den blev taget med tilbage til Trolden Destilleri, hvor den skulle bundfælde sig og tappes på flasker.

Flaskerne er blevet forseglet med lak og håndnummereret. Desuden er stavene fra det tomme træfad blevet brugt til at lave fyldepenne, der sælges sammen med whiskyen.

Optimale forhold i fangekælderen

Der er en helt særlig grund til, at whiskyen har været opbevaret i fangekælderen: Her er der nemlig et helt enestående miljø for lagring af whisky. De gamle, solide vægge sørger for et jævnt klima hele året rundt, hvor der hverken er frost om vinteren eller for varmt om sommeren. En næsten konstant temperatur, der er helt ideel til modningen af whisky.

Siden 2018 har Trolden Bryghus hvert år placeret en ny tønde i fangekælderen, så man fremadrettet hvert år kan købe en Koldinghus Whisky.

Se billederne øverst i artiklen…

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel