KIF Kolding lignede en sikker vinder efter en drømmehalvleg og et rødt og blåt kort til Fredericia. Men anden halvleg blev et mareridt, der endte med et nederlag på 31-32 foran en kogende AL Sydbank Arena.
KOLDING: Hvis Fredericia HK troede, at turen til Kolding torsdag aften i AL Sydbank Arena ville blive en ren walkover, tog de grueligt fejl. KIF Kolding kom flyvende fra start og rystede gæsterne gevaldigt.
Drømmehalvleg og svinestreg
Hjemmeholdet sprudlede fra kampens start og leverede flot spil. Hjalte Langmack havde tur i den og scorede på alt, og først efter seks minutters spil lykkedes det Fredericia HK at få deres første scoring sat ind.
Selv om Fredericia HK midt i første halvleg kom tættere på, lykkedes det aldrig at få kontakt. KIF Kolding trak fra igen og igen. I de døende sekunder af første halvleg eskalerede det. Fredericias Julius Mørch trak nødbremsen på Hjalte Langmack, da han scorede til pausestillingen 19-13. Tacklingen var så grov, at Langmack slog ryggen. Heldigvis kunne han spille videre. Episoden kostede Julius Mørch både et rødt og et blåt kort.
Kollaps i anden halvleg
I anden halvleg kom modstanden. Føringen blev mindre og mindre, og efter 51 minutters spil kom Fredericia HK for første gang foran i opgøret. KIF Kolding svarede dog igen og kom atter i front med 29-28 i det 53. minut.
AL Sydbank Arena stod nærmest på den anden ende i slutminutterne. KIF Kolding bragte sig i front med 30-28, men Fredericia udlignede til 30-30 i det 56. minut. Med to minutter igen kom gæsterne foran 30-31, inden KIF Kolding fik udlignet til 31-31 på et straffekast i det 59. minut. Igen kom Fredericia foran 31-32.
KIF Koldings cheftræner Anders Eggert tog timeout med 20 sekunder igen. Nu skulle der spilles for at få mindst ét point med fra den intense kamp. Men bolden blev smidt væk, og KIF Kolding tabte 31-32.
Alt i alt en fed kamp med en fantastisk kulisse i AL Sydbank Arena, hvor Hjalte Langmack blev kåret til KIF Koldings Man of the Match.

