Kolding lagde fredag igen bymidte til årets største kulturbegivenhed, da Kolding Kulturnat 2026 løb af stablen fra klokken 16 til midnat.
Men vejret tog toppen af besøgstallet. Hele dagen havde DMI varslet kraftig regn og risiko for skybrud over Kolding-området, og det fik formentlig flere til at blive hjemme.
Heldigvis slap Kolding for den varslede regn, mens Kulturnatten løb af stablen. Det blev kun til enkelte dryp i løbet af aftenen, og festen kunne fortsætte uforstyrret.
I år var Kulturnatten noget helt særligt. Det var 30-års jubilæum for begivenheden, der normalt samler omkring 50.000 besøgende i Kolding midtby. Jubilæet blev fejret med temaet “Perlebryllup”, og mange aktører havde pyntet op med perler og kreative installationer i midtbyen.
På Banegårdspladsen var der masser af liv med dans og musik hele aftenen, mens de politiske partier i Kolding Byråd var rykket ud for at få en snak med borgerne.
Rundt i Kolding midtby kunne man blandt andet møde:
- Dronning Dorothea Teatret
- Hospitalsklovnene i Trekantområdet
- Hjemmeværnet
- Trapholt
- Koldinghus, der inviterede til Kulturnat på Slottet med afsløring af Koldingkjolen 2026 inspireret af Dronning Sophie Magdalene
Kulturnatten er arrangeret af Kolding Kommune og er en åben scene for lokale aktører, der frivilligt viser hvad de kan. Fra koncerter og kunst til børneaktiviteter og foreningsliv.
Se billederne øverst i artiklen…





















