Seest-katastrofen genfortælles nu af dem, der stod midt i den. Podcastserien Koldings Stemmer er aktuel med ny serie i fire episoder, hvor første afsnit er ude nu.
KOLDING: Mange i Kolding husker stadig 3. november 2004 og ødelæggelserne i Seest. Nu vender en ny podcastserie tilbage til dagen gennem de mennesker, der selv oplevede den.
Podcastserien Koldings Stemmer sætter menneskene i centrum. Det er deres stemmer og erindringer, der er omdrejningspunktet for fortællingen, som udkommer i fire episoder over de kommende uger.
En helt almindelig onsdag
Første episode er ude nu og hedder “En helt almindelig onsdag”. Afsnittet begynder med meldingen om en brand i en container hos N.P. Johnsens fyrværkerifabrik i Seest.
MERE FRA SEEST
Her følger lytterne de første timer, hvor børn forsøger at få kontakt til familien, Bakkeskolen gør klar til at modtage evakuerede, og journalister og beredskab oplever, at situationen udvikler sig til noget langt mere alvorligt. En tilsyneladende håndterbar brand ændrer sig til en situation, hvor mennesker må bringe sig selv og deres familier i sikkerhed.
Mennesker og minder i centrum
Blandt de medvirkende er mennesker, der dengang var børn, samt borgere, skoleansatte, politikere, journalister og beredskabsfolk, fortæller Allan Staal, vært og tilrettelægger i en pressemeddelelse fra Producktion for foreningen Kulturelle og Historiske Lydproduktioner.
De fortæller om bekymringen for deres nærmeste, om at skulle handle midt i uvisheden og om øjeblikke, der stadig står tydeligt i hukommelsen, siger Allan Staal i pressemeddelelsen.
Gennem de forskellige perspektiver tegnes et billede af, hvordan den samme dag blev oplevet på skolerne, i familierne, af journalister og i beredskabet.
Folkene bag Koldings Stemmer
Podcastserien Koldings Stemmer udgives og produceres af Producktion for foreningen Kulturelle og Historiske Lydproduktioner. Serien giver plads til samtaler med mennesker, der har sat præg på byen og har historier, erfaringer og minder at dele. Der er i øjeblikket mere end 30 episoder tilgængelige i serien.
Bag afsnittene om Seest-katastrofen står vært og tilrettelægger Allan Staal, speak Sofie Nebel, klip og lyddesign Lukas Strate Kløvedal og redaktør Benny Henriksen.
Sådan lytter du med
Hele podcastserien kan høres gratis. Du finder Koldings Stemmer på blandt andet Spotify og Apple Podcasts ved at søge efter “Koldings Stemmer” i din foretrukne podcastapp. Første episode, “En helt almindelig onsdag”, er ude nu.

