Dagplejen har en fast tradition. De mødes og hygger til Klovneløbet i Bramdrupdam.
Dagpleje samles til Klovneløbet: Søndag formiddag var cirka 100 børn og voksne samlet på banen ved Forum Kolding Bramdrupdam. Baggrunden var det årlige Klovneløb.
Selv om vejret i dag var køligere og det var overskyet, var det dog alligevel et perfekt vejr til arrangementet. Der var glade børn og voksne og så kom ulven Billie fra Bilka også forbi. Det var til stor glæde for børnene.
Kålormen deltog igen i år
Den private dagpleje, Kålormen i Bramdrupdam, var igen i år med til Klovneløbet i Bramdrupdam. Her samles de børn og voksne, som kan på dagen. I år var der 19 børn og voksne.
-Vi træner jo lidt op til arrangementet. Vi har lavet et stort banner, som børnene har lavet håndaftryk på. Og så træner vi. Vi går nogle gode ture i området, så de ved, hvor vi skal hen, og vi hygger os med at lade op til Klovneløbet, fortæller Bettina Johannesen fra Kålormen til Kolding Netavis.
Hvad regner I med, at I får ud af dagen i dag?
-Jamen vi får bare en masse hygge ud af det. Vi gør det jo, fordi vi synes, at det er et fantastisk formål. Det er også derfor, at forældrene er med. Så vi gør det egentlig for at hygge lidt med hinanden, og se hinanden i nogle andre rammer, i stedet for det altid er i faste rammer i dagplejen. Så kommer vi lidt ud og hygger os, slutter Bettina Johannesen.
Klovneløbet er et hyggeligt, lokalt familieløb og velgørenhedsarrangement, der støtter Danske Hospitalsklovne.
Se billederne øverst i artiklen…

















