Skip to main content

Kolding Netavis

Beboere må leve uden støjskærm i 8 måneder

Elo Christoffersen
Her ved Bramdrupdam skal den eksisterende støjskærm nedtages og erstattes af 3.165 meter ny afskærmning. Foto: Vejdirektoratet.

Den nuværende støjskærm ved Bramdrupdam ryger ned for at gøre plads til et ekstra spor på Sønderjyske Motorvej. Når den kommer op igen, bliver der dobbelt så meget skærm.

BRAMDRUPDAM: Vejdirektoratet er klar til næste store skridt i udbygningen af Sønderjyske Motorvej omkring Kolding. Det betyder en markant opgradering af støjafskærmningen ved Bramdrupdam. I dag står der cirka 1.600 meter støjskærm langs motorvejen ved området. Men den skal nu tages ned for at give plads til det ekstra spor, som etableres på E45.

SF Kolding

Genbrug og ekstra kilometer

Kort over ny og eksisterende støjskærm ved Bramdrupdam langs Sønderjyske Motorvej E45
Sådan bliver den nye støjafskærmning ved Bramdrupdam. Blå er eksisterende skærm der flyttes, orange er ny skærm. Foto: Vejdirektoratet.

Arbejdet betyder, at den eksisterende skærm bliver nedtaget og efterfølgende genopført, samtidig med at der kommer knap 1,6 kilometer ekstra støjafskærmning. Det samlede resultat bliver 3.165 meter støjskærm ved Bramdrupdam, når alt står færdigt, og skærmenes højde vil variere fra 6 til 8 meter alt efter placeringen.

“Vi genbruger støjskærmelementerne, når vi genopfører skærmen langs den udbyggede motorvej”, siger Mette Vikjær, projektchef i Vejdirektoratet, i en pressemeddelelse fra Vejdirektoratet.

!Derudover etablerer vi ekstra støjafskærmning, som er dimensioneret til den fremtidige situation med mere trafik på motorvejen”, tilføjer hun.

Hun understreger samtidig, at de nye skærme dæmper, men ikke fjerner støjen helt.

“De nye støjskærme betyder, at støjbelastningen bliver lavere, end den ellers ville have været uden afskærmningen. Men de kan ikke fjerne motorvejsstøjen”, siger Mette Vikjær.

8 måneder uden skærm

Nedtagningsarbejdet begynder mandag den 26. oktober og gennemføres i etaper, samtidig med at den nye afskærmning bliver bygget op. På nogle strækninger kan der gå op til otte måneder, fra den eksisterende skærm bliver taget ned, til den nye er på plads. I den periode vil særligt naboer tættest på motorvejen opleve mere trafikstøj, oplyser Vejdirektoratet.

Under anlægsarbejdet er hastigheden på motorvejen nedsat til 80 km/t, hvilket er med til at begrænse støjen, og arbejdet med støjskærmene medfører ikke yderligere ændringer for trafikken. Her er hastigheden allerede sænket, og trafikken afvikles i smalle spor.

Vejdirektoratet forventer, at udbygningen af motorvejen omkring Kolding står klar med udgangen af 2027, mens det afsluttende lag asfalt først bliver lagt på strækningen i sommeren 2028, og de nye støjskærme forventes at stå helt klar i juni 2027.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.