Skip to main content

Kolding Netavis

Fiskefoder-gigant bygger nyt i Aller

Elo Christoffersen
På billedet ses fra venstre Finn Lübker, Factory Director, Aller Aqua, Hans Erik Bylling, Group President, Aller Aqua og Anders Carøe Bylling, Group CEO, Aller Aqua, ved spadestik til ny fabrik i Aller. Foto: Aller Aqua.

Det er ikke bare en ny fabrik i Aller. Det er den største investering i Aller Aquas historie. Og den skal løfte hele virksomhedens fremtid – samtidig med at naboerne i Aller får mindre støj, støv og lugt.

ALLER: Det er et historisk stort om- og nybyggeri, der netop er skudt i gang omkring Aller Aquas hovedsæde i Aller ved Christiansfeld. I løbet af det kommende år vil en langt mere moderne, fleksibel og ikke mindst energieffektiv fabrik dukke op på adressen, hvor virksomheden har ligget siden 1912.

SF Kolding

Det samlede byggeareal er omkring 1.800 m², og byggeriet omfatter både ombygning af de nuværende faciliteter og opførelse af helt nye bygninger. For medarbejderne betyder det markant bedre arbejdsforhold, og for naboerne betyder det udsigt til langt færre gener. Det skriver Aller Aqua i en pressemeddelelse.

Største investering nogensinde

“Det her bliver den største investering, vi nogensinde har foretaget. Med den nye fabrik løfter vi med ét vores produktion, så den ikke bare møder alle moderne standarder, siger Anders C. Bylling, administrerende direktør i Aller Aqua, i en pressemeddelelse fra Aller Aqua.

Spadestik til ny fabrik på 1.800 m2 hos Aller Aqua i Aller ved Kolding fra venstre Finn Lübker Hans Erik Bylling og Anders Carøe Bylling
På billedet ses fra venstre Finn Lübker, Factory Director, Aller Aqua, Hans Erik Bylling, Group President, Aller Aqua og Anders Carøe Bylling, Group CEO, Aller Aqua, ved spadestik til ny fabrik i Aller. Foto: Aller Aqua.

I pressemeddelelsen forklarer han videre, at anlægget i dag bærer præg af ældre principper, hvor materialer og færdige produkter skal transporteres rundt mellem forskellige dele af fabrikken, hvilket både er energitungt, ineffektivt og besværligt for medarbejderne. Med det nye byggeri får produktionen derfor et mere sammenhængende flow fra indlevering og håndtering af råvarer til produktion og pakning af færdigvarer og ekspedition.

To nye linjer og mere R&D fra Kolding

Aller Aqua har i dag aktiviteter i over 70 lande og har trukket på alle sine erfaringer fra fabrikker i Tyskland, Polen, Serbien, Kina og Egypten, da den nye fabrik i Aller blev planlagt. Hovedsædet i Aller får således to topmoderne produktionslinjer, der ifølge direktøren både giver større fleksibilitet i dagligdagen og løfter produktudviklingen, fordi man nu får bedre muligheder for at teste nye fodertyper og ingredienser og for at lave og levere mindre produktionsserier, så R&D-afdelingen kan teste og justere, inden der produceres i fuld skala.

Visualisering af ny fabrik hos Aller Aqua i Aller ved Christiansfeld
Visualisering af den nye fabrik på 1.800 m2 hos Aller Aqua i Aller. Fabrikken bliver virksomhedens største investering nogensinde og står klar i slutningen af 2027. Visualisering: Aller Aqua. Foto: Aller Aqua.

I pressemeddelelsen peger han samtidig på, at løsningen både er mere energieffektiv, mere økonomisk fornuftig og mere bæredygtig, og at man hvor det er muligt genbruger udvalgte dele af det eksisterende anlæg og siloer, selvom det ikke nødvendigvis er den billigste løsning.

Mindre støj og lugt til naboerne

Også naboerne til fabrikken i Aller kommer til at mærke en klar forskel, når den nye fabrik står færdig i slutningen af 2027. Med den nye indretning får virksomheden en mere lukket fabrik, hvor støjkilder er dæmpede, og hvor der bliver bedre ventilering og filtrering af luften, så døre og porte kan holdes lukkede, og så der bliver mindre intern kørsel med traktor på grunden. Målet er at støje, støve og genere naboerne mindre i fremtiden.

Imens byggeriet foregår, må naboerne dog forvente en periode med mere trafik fra transport af byggematerialer og byggemaskiner. Anders C. Bylling håber dog på, at den positive og åbne dialog, der altid har været med byens borgere, fortsætter, og han opfordrer folk til at kigge ind med spørgsmål, observationer og forslag også i løbet af byggeprocessen.

Byggeriet af den nye fabrik forventes færdigt i slutningen af 2027.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.