Læserbrev af Mette Riis (S), Kolding/byrådsmedlem.
Det glæder det mig, at et enigt Senior- og Sundhedsudvalg har valgt at sende sagen om etableringen af en klinik for seksuel sundhed videre til budgetforhandlingerne. Jeg ser også positivt på, at det lysner i forhold til at få seksualitet og mental sundhed ind på skoleskemaet som et tilbud til kommunens skoler. Det er et emne, jeg satte fokus på i valgkampen, og som jeg fortsat mener er afgørende for unges trivsel og udvikling.
Gennem mit arbejde som psykoterapeut og mine mange år i psykiatrien har jeg mødt mange unge, som kæmper med selvværd, identitet og følelsen af ikke at høre til.
Når følelsen af ikke at høre til fylder, handler det også om mangfoldighed. Om at unge skal opleve, at der er plads til forskellighed, og at de ikke behøver gemme sider af sig selv væk for at føle, at de passer ind. At de kan være præcis dem, de er, finde tryghed i det og stå ved deres egen måde at være i verden på.
Samtidig vokser unge op i en tid, hvor sociale medier fylder mere end nogensinde før. Mange unge sammenligner sig konstant med idealiserede og redigerede billeder af andre mennesker. Det kan påvirke både selvværd, kropsopfattelse og identitetsudvikling.
Samtidig fylder spørgsmål om seksualitet, relationer, grænser og krop naturligt mere i ungdomslivet. Derfor er det vigtigt, at unge har adgang til trygge rammer, hvor de kan tale åbent om det, der fylder. Hvor de kan møde en sundhedsfaglig medarbejder, som skaber tryghed, tør tage samtalen og kan hjælpe dem med at sætte ord på de tanker og følelser, som mange unge går alene med.
Derfor vil jeg fortsætte med at arbejde for, at vi i Kolding Kommune styrker indsatsen for seksualitet og mental sundhed blandt unge.
