Læserbrev af Molle Lykke Nielsen (DF), Hejls / medlem af Plan- og Teknikudvalget.
Byrådet har taget stilling til lokalplanen for området ved Kløvervej og Tvedvej. En sag hvor over 600 borgere fra lokalområdet har gjort indsigelse mod, at muligheden for dagligvarehandel fjernes fra lokalplanen.
Når så mange borgere engagerer sig og bruger tid på at gøre deres holdning gældende, ikke bør, men skal Byrådet lytte. Området her er præget af mange mennesker der har udfordringer med at bevæge sig, også når hverdagens indkøb skal foretages.
Der blev desværre ikke lyttet til de mange borgere og et stort flertal i Byrådet har nu fjernet muligheden for dagligvarehandel i lokalplanområdet.
Det andet store problem i lokalplanen for Kløvervej, er de alt for få parkeringspladser i den nye lokalplan. Til de største lejligheder er der en enkelt parkeringsplads og til de mindste er der kun en parkeringsplads pr. tre lejligheder.
I dag har mange to biler, nogen har også firmabilen med hjem og nogen får besøg af venner og familie og de skal også kunne parkere. Men det kan de jo altså ikke, når der ikke er parkeringspladser, så kommer de til at holde på Tvedvej og de nærliggende villaveje.
Der bliver kaos som der er på Kløvervej. Men den udfordring blev der heller ikke taget hånd om, så nu kan beboerne i området forvente endnu mere parkeringskaos.
Dansk Folkeparti har tre mandater i Byrådet, så vi kan naturligvis ikke bestemme, men det ville gavne borgerne hvis man af og til også lyttede til os.


