I den kommende weekend kan modeelskere i Kolding og omegn se frem til et helt særligt besøg. Konceptet Hidden Luxury Project rykker nemlig ind i Sydbank Arena med over 200 autentiske, brugte designertasker fra nogle af verdens største modehuse.
KOLDING: Hvis du har en forkærlighed for klassiske luksustasker fra mærker som Louis Vuitton, Chanel, Gucci og Prada, er der god grund til at lægge vejen forbi Sydbank Arena lørdag den 31. oktober og søndag den 1. november. Her slår Danmarks største omrejsende pop-up for preloved designertasker dørene op.
Kæmpe interesse i Kolding
Interessen for arrangementet er allerede enorm i lokalområdet. På Facebook har mere end 1.200 personer på nuværende tidspunkt tilkendegivet, at de er interesserede i begivenheden, hvilket tegner til et stort ryk-ind over weekenden.

Kolding er det næste stop på en omfattende Danmarksturné, som arrangørerne bag har oplevet massiv succes med hen over året. Under et tidligere stop i FÆNGSLET i Horsens blev der solgt 70 tasker på tre dage, og senest i Forum Copenhagen gik 73 kunder hjem med en ny designertaske under armen.
Ægte varer med garanti
Ifølge arrangørerne vidner succesen om, at danskerne i høj grad har taget tanken om genbrug og preloved luksus til sig, så længe rammerne er trygge.
Hidden Luxury Project har derfor bygget hele deres koncept op omkring en grundig certificeringsproces. Hver enkelt taske gennemgår en individuel klargøring med håndrensning og pleje, hvorefter ægtheden verificeres af eksterne fagfolk med over 15 års erfaring.
Alle tasker leveres desuden med et fysisk autenticitetskort samt livstidsgaranti på ægtheden.
Pop-up-eventet holder åbent i Sydbank Arena både lørdag og søndag fra klokken 10-17. Og arrangørerne oplyser, at der udover det store udvalg også vil være særlige messepriser på udvalgte styles samt tasker, der normalt aldrig udbydes i deres online webshop.


