Læserbrev af Daniel Lyngsø Olesen, Sjølund/medlem af Dansk Folkeparti Kolding.
Jeg synes, det er vigtigt, at vi gør mere for de unge mennesker, der bor i vores små byer og landsbyer. Alt for ofte handler debatten om udvikling i de større byer, mens livet på landet bliver glemt. Men hvis vores landsbyer skal have en fremtid, skal vi investere i de unge og skabe rammer, hvor de har lyst til at blive, engagere sig og være en del af fællesskabet.
Vi taler ofte om stabil drift og udvikling i landsbyerne. Det handler ikke kun om veje, bygninger og service. Det handler også om mennesker. Om fællesskaber. Om kultur og historie. Vores landsbyer rummer en stærk lokal identitet og en kulturarv, som er værd at bevare. Men det kræver, at den næste generation føler sig som en del af lokalsamfundet.
Alle unge har ret til et godt ungdomsmiljø – også når de bor på landet. De skal have mulighed for at mødes med venner, deltage i aktiviteter og være en del af fællesskaber tæt på deres hjem. Forskning viser, at fritids- og ungdomstilbud har stor betydning for unges trivsel, fællesskab og udvikling. Samtidig kan afstand og manglende transport være en væsentlig barriere for deltagelse i fritidslivet.
I mange landsbyer er problemet, at de unge skal tage busser over lange afstande for at komme til aktiviteter. Og hvad gør de unge, som ikke har mulighed for transport om aftenen? De risikerer at blive holdt udenfor fællesskabet, ikke fordi de ikke vil deltage, men fordi mulighederne ganske enkelt ikke er til stede.
Derfor bør vi tænke mere lokalt. Vi skal understøtte ungdomsklubber, fritidstilbud og mødesteder i de mindre byer. Vi skal skabe rammer, hvor unge kan mødes, udvikle sig og være aktive tæt på deres hverdag. Erfaringer fra flere kommuner viser, at lokale initiativer, udviklet sammen med de unge selv, kan skabe stærke fællesskaber og øge deltagelsen i fritidslivet.
Hvis vi ønsker levende landsbyer i fremtiden, skal vi investere i de unge i dag. Ingen unge skal føle sig glemt eller sat udenfor, fordi de bor på landet. Et stærkt lokalsamfund skabes ikke kun af bygninger og infrastruktur – det skabes af mennesker, der føler sig set, hørt og værdsat.
De unge er ikke kun landsbyernes fremtid. De er en vigtig del af landsbyernes nutid.
