Kolding Netavis

Udestue smidt af midt på vejen

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Her ses en del af udestuen, der var smidt af midt på Farrisvej. Foto: H.E. Haulrich.

En lidt mystisk sag.

Beboerne på Farrisvej 42 mellem Vamdrup og Ødis Bramdrup blev klokken 2.03 natten til søndag vækket af et kæmpe brag.

Da en af beboerne gik ud for at se, hvad det var, lå der store dele af en udestue midt på vejen.

Beboeren fik søndag morgen snakket med naboen, der har videoovervågning. Og her kunne det konstateres, at klokken 2.03 i nat holdt en bil med en større trailer og høje sider. Den gasser op og forsvinder fra stedet. Og herefter ligger der en del af en udestue midt på vejen.

Det frivillige beredskab i Kolding Kommune blev søndag ved 09-tiden kaldt til Farrisvej for at rydde op. Udestuen blev flyttet ind i vejsiden og glasskår blev fejet op.

Affald smidt af flere steder i området

Men her sluttede det ikke. Længere ind mod Ødis Bramdrup lå der en større karm, glas, isolering og sække med byggeaffald. Og på Steppingvej mod Ødis var der også efterladt byggeaffald.

Men oprydningen var i gang på Steppingvej, stoppede en bilist, der i nat var på vej på arbejde. Bilisten mente, at have set både bilen og traileren på rastepladsen på Steppingvej. Her kunne det også konstateres, at der var smidt byggeaffald af.

Hvad grunden har været til, at man om natten kører med blandt andet en udestue på en trailer, melder historien intet om.

Sydøstjyllands Politi oplyser til Kolding Netavis, at de ikke har hørt noget om sagen.

Se billederne nedenunder…

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *